Bøde på 6 mio kr. til Sunprojuice.dk
Retten i Næstved har idømt Sunprojuice.dk en bøde på 6 mio. kr. for uoverensstemmelser mellem etiket og indhold på flere saftprodukter. Samtidig konfiskeres 5 mio. kr.
De 5 mio. kr., som blev konfiskeret svarer til overskuddet på de pågældende produkter, fratrukket en bod på 1 million kroner, som virksomheden allerede har betalt sine kunder.
Dommen indeholdt desuden en betinget fængselsdom på fire måneder til den tidligere direktør Jens Michael Ferdinand. Anklager Rachid Elkott er godt tilfreds med resultatet.
- Vi mener, den er et godt signal til fødevarevirksomhederne om, at selv om der ikke er tale om sundhedsfare, så har overtrædelse af reglerne altså konsekvenser, siger Rachid Elkott fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til tv-stationen TV2 Øst.
Sunprojuice.dk var på anklagebænken for i perioden 2004-2008 at have blandet 20-40 pct. æblæjuice i frugtkoncentrater med blåbær, tranebær eller hindbær uden at oplyse om det på varedeklarationen.
Det er endnu uvist, om firmaet og den daværende direktør Jens Michael Ferdinand vil anke afgørelsen til Østre Landsret.