23948sdkhjf

Copenhagen Markets klar til Høje-Taastrup

På en ekstraordinær generalforsamling har 93 pct. af Grønttorvets medlemmer nu stemt for at indgå aftale med Nordic Real Estate Partners. Dermed kan arbejdet med at etablere Copenhagen Markets i Høje-Taastrup begynde.
Aftalen mellem de to parter har hele tiden været betinget af et ja fra Grønttorvets medlemmer og det er nu i hus, skriver Licitationen.

Grønttorvet og den nordiske ejendomsfondsforvalter Nordic Real Estate Partners (NREP) har indgået en aftale, der betyder, at Grønttorvet opfører og etablerer et moderne handels- og logistik center for frugt/grønt og blomster med 55.000 m2 under tag på selskabets grund i Høje-Taastrup Transportcenter.

Når Copenhagen Markets efter planen står klar til åbning i oktober 2015 overdrages ejerskabet til NREP’s logistikfond, der endvidere har sikret sig mulighed for at udvide Copenhagen Markets med yderligere op til 36.000 m2.

Topmoderne handelsmiljø med den rigtige beliggenhed
- Aftalen med NREP Logistics, der er forhandlet på plads af direktør Brian Abildgaard, Copenhagen Markets, er en ny milepæl i Grønttorvets historie. Den giver os omsider mulighed for at tilbyde både vores medlemmer, erhvervslejerne på Grønttorvet og andre interesserede engros-virksomheder inden for blomster og frugt/grønt, m.v. optimale muligheder for at drive deres forretning i fremtiden i et topmoderne handelsmiljø med en af Storkøbenhavns bedste beliggenheder i Høje-Taastrup Transportcenter, siger direktør Jens Faarup, Grønttorvet København Holding s.m.b.a., der forventer, at de 55.000 m2 lejemål på Copenhagen Markets bliver forhåndsudlejet i løbet af efteråret.

Man har tidligere forhåndstegnet lejekontrakter for 57.000 m2.

NREPs danske investeringschef, Rune Højby Kock, siger om aftalen med Grønttorvet:

- København har brug for et nyt, moderne og effektivt engroshandels- og logistikcentrum for fødevarer og blomster. Vi anser det som en klar fordel, at grundstammen i lejerkredsen på det kommende Copenhagen Markets udgøres af virksomheder, der allerede har bevist, at de kan drive en sund forretning fra Grønttorvet i Valby og vi ser desuden mange synergier mellem vores specialer, logistik og detailhandel, og Grønttorvets forretning.

NREP satser på udvidelse af Copenhagen Markets
I aftalen om overtagelse af Copenhagen Markets har NREP sikret sig mulighed for at erhverve de sidste 57.000 m2 af grunden i Høje Taastrup, og det er der et udviklingsformål med.

- Det er helt afgjort vores håb, at interessen for at leje sig ind på den nye markedsplads vil vokse i takt med at byggeriet skrider frem og datoen for Grand Opening nærmer sig. Vi planlægger også at købe den sidste del af det over 220.000 m2 store grundstykke og investere i en udvidelse af markedspladsen, hvis vi sammen med Grønttorvet kan sikre en tilfredsstillende interesse for dette blandt potentielle lejere, understreger Rune Højby Kock.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078