Nu finder ismanden sig i sin skæbne
Det var ikke engang iscremen, der trak mest, da reklamemanden Rasmus Eibye i 2003 gik i slægtens fodspor og startede Hansens Flødeis med familien. Men det, der sker i landsbymejeriets indkørsel, gør det til verdens bedste job.
2
Billeder
Rasmus Eibye - en tredjedel af cheftrioen hos Hansens Flødeis - kigger dybt i sin oldefars blandetank. Foto: David Wedege
Den ser man, når man træder indenfor på det golde stengulv i det hvidkalkede landsbymejeri og ser den køligt minimalistiske indretning. Og hvor man ser en stor, gennemsigtig glasvæg adskille kunderne og kølediskene i mejeributikken fra produktionshallens rustfrie stålbasser.
Som om alting er dybt rodfæstet i mulden på Horns Herred. Og som om alting alligevel er hørmende storbysmart og stilbevidst til hårspidserne. Det ligner en tidslomme, som ingen har rørt i 92 år. Og alligevel ser det ud som om, en hip indretningsarkitekt fra New York eller Vesterbro forlod stedet i går med frisk maling på fingrene.
- Det hænder, at der er nogle, der siger “arh, Hansens Flødeis, det kan jeg huske fra min barndom", og så nænner vi ikke at fortælle dem, at det altså ikke er Hansens Flødeis, de kan huske. Det må være noget andet, de kan huske, siger Rasmus Eibye, som startede Hansens Flødeis i 2003.
Og det samme kan man snildt sige om Rasmus Eibye og den isfabrik, han voksede op med som barn. Det er den isfabrik, han nu driver videre som voksen, og alligevel er det noget helt andet, som Rasmus Eibye, hans bror Anders og deres far Hans Jørgen har opbygget fra bunden. Og som de startede med at opbygge så sent som i 2003. Efter seks år, hvor familien var helt ude af iscremebranchen.
Familiens iscremehistorie går ellers tilbage til 1922, hvor Rasmus Eibyes oldefar Hans Hansen startede sin iscremeproduktion på et mejeri i Hillerød. Stærkt inspireret af amerikanerne begyndte danske isproducenter at brande sig selv, og Hans Hansens isfabrik blev til Frederiksborg Flødeis, som især på Sjælland blev et kendt ismærke. Og særligt op igennem 1960’erne, hvor issalget pludselig eksploderede i Danmark, mens dybfryserne flyttede ind i danske hjem.
I 1969 flyttede Rasmus Eibyes far og farfar produktionen til Lyngerup på den sjællandske halvø Hornsherred, hvor de fandt et gammelt andelsmejeri med to små irgrønne kobberkupler på taget. I dag ligner det hele nærmest sig selv. Langs modsatte vejbred ligger et lille pladeværksted, og langs vejen er der stadig grønlige trælygtepæle med hængende ledninger på hvide porcelænsklokker.
Men i 1997 var multinationale Nestlé på opkøbsturné i Danmark og købte i den forbindelse familiens gamle ismærke. Rasmus Eibyes far Hans Jørgen Eibye havde forinden spurgt sine sønner.
- Han spillede med åbne kort og var klar i mælet: Kunne I tænke jer at tage over? Men vi var altså lige så klare i mælet, når vi sagde, at det ville vi ikke, siger Rasmus Eibye. Brødrene skulle ikke nyde noget. Byen trak. En kreativ karriere trak. Rasmus’ bror Anders Eibye uddannede sig til industriel designer, og Rasmus selv blev reklamefotograf og drev senere sit eget reklamebureau.
- Jeg tror bare, at man har lyst til at prøve noget helt andet, når det er dét her, man er vokset op med.
Og der var næsten for meget is i Rasmus’ opvækst. Hans egen far ejede Frederiksborg Flødeis, og hans morfar var mejeribestyrer i den jyske by Vejen og fungerede som direktør for mærket Diplom Is.
- Så vi havde jo altid en isfabrik lige ved hånden. Uanset om vi var hjemme eller på ferie, siger han.
Begge fik lysten stillet og prøvede noget andet. Men da familien startede forfra i 2003, var det egentlig ikke selve iscremeproduktionen, der trak mest, da brødrene fik den idé, at de skulle starte en isproduktion fra bunden i 2003.
Situationen var, at efter faderens salg af Frederiksborg Flødeis, havde familien i 2003 været helt ude af iscremebranchen i seks år. I seks ud af 81 forgangne år. Faderen Hans Jørgen Eibye havde lysten til at starte forfra, og brødrene kunne se en idé i at bruge deres professioner til at skabe et designunivers og en helhedsoplevelse med produktet. Et nostalgisk designunivers, der emmer af længsel mod svundne tider og gør det så overbevisende, at mange tror, det er gamle plakater, der er fundet på loftet og blevet relanceret.
 |
- Vi landede virkelig på en bølge, og det var det helt rigtige tidspunkt at starte, for der var kæmpe efterspørgsel efter kvalitet. Det var også på det tidspunkt, at mikrobryggerierne væltede frem overalt. Som nystartet virksomhed havde vi jo årlige vækstrater på hundrede procent.
I 2003 opfattede familien virksomheden som noget helt nystartet, der var etableret fra bunden. Ganske vist havde de mejeriet og et bundt udstyr. Men ingen produkter og ingen som helst kunder fra den gamle virksomhed. Alting føltes som fra bunden.
- Men vi blev jo lynhurtigt konfronteret med familiens fortid. Der kom folk forbi, som standsede op med deres biler og fortalte, deres far havde arbejdet her, og så snakkede vi lidt om det. Vi har også en medarbejder, som har været her i fyrre år. Jeg har et billede af min oldefar, som står ved to blandingstanke tilbage i 50’erne, og dem bruger vi stadig. Hele tiden bliver vi konfronteret med historien på dette sted.
Og langsomt begyndte Rasmus Eibye at finde sig i, at hans skæbne var at være ismand. Reklamemanden er trængt en smule i baggrunden.
- Vi er også ved at blive lidt ældre, så vi har prøvet de ting af, vi ville med vores faglige ambitioner på designområdet og med reklame. Nu er det vigtigere for os, at det slutprodukt, vi laver og den oplevelse, som vi giver, er noget vi kan være stolte af, fortæller han.
Der er cirka 50 kilometer fra København og til Lyngerup på Hornsherred. Eibye-brødrene bor stadig i storbyområdet, hvor de som yngre søgte ind for at gøre storbykarriere. De holder stadig af at bo der, men holder i særdeleshed også af den daglige tur over Roskilde Fjord og igennem skoven og markerne. I dag har Rasmus taget bilen, men den velkonditionerede mountainbikerytter cykler gerne hele vejen.
Food Supply er ankommet på det, der må kaldes årets første forårsdag i 2014, og vejret er så mildt, at vinduerne til chefkontoret står åbne. Fuglekvidder og automobildrøn lyder på skift, og dagens første kunder har allerede parkeret bilen ved siden af bænken i indkørslen, og et yngre par nyder en is fra mejeriudsalget.
Rasmus Eibye sidder bag en stor, grå Mac-skærm på sit kontor og kan skæve sit blik ud af vinduet mod de isnydende gæster.
- Det er verdens bedste job, når jeg kan sidde her og se ud af vinduet, hvor glade folk bliver, når de spiser is. I reklamebranchen kunne jeg have utilfredse kunder, fordi kampagnen var dyr og fordi kunderne måske ikke mente, at det virkede, som de forventede. Og hvis man arbejder som advokat eller journalist, så får man heller ikke denne umiddelbare glæde. Men med is kan man altid gøre børn glade. Det er jo fantastisk, er det ikke?
Og et langt og inderligt “uhm”, fra glade kunder er netop det, der gør besværet værd. Det besvær, som der altid følger med en fødevarevirksomhed. Indberetninger, fødevarekontroller, dokumentation, sporbarhed, egenkontrol. Et arbejde som ikke ligefrem huer ham.
- Alle de der kedelige administrationsting, som man bruger sindssygt mange timer på. Selvfølgelig er det i orden, der er sådan et bureaukrati, for der er en årsag til det. Men når man sidder med opgaverne, er de kedelige og irriterende. Det er ikke det, jeg foretrækker at lave.
Men når solen titter frem som på denne dag, så lønner besværet sig, og en ringende telefon på kontoret bliver til sød musik. På salgskontoret bag Rasmus’ dør har telefonen glødet lidt mere end sædvanligt. For så kontant er afregningen i isremebranchen. Når vejret er godt, er forretningen god.
- Det sker altid på den dag, hvor solen begynder at skinne, at der er flere, der får den brilliante idé, at de også kunne begynde at sælge is. Og så ringer de til os og spørger, hvordan man bliver kunde.
Og kunderne vil Rasmus gerne selv møde. Han og broderen Anders har lovet hinanden, at de under hver højsæson stiller sig bag disken i mejeriudsalget.
- Vi har før lavet højtprofilerede markedsundersøgelser med hjælp fra bureauer, men at stå bag disken og høre folks reaktioner, det er den bedste markedsundersøgelse, man overhovedet kan lave, siger han.
I det hele taget trives han med, at brødrene står skulder ved skulder ved disken i Lyngerup.
- Jeg synes, det er fantastisk, hvis man kan fungere sammen, og det kan vi. Så det er et stort privilegium at kunne arbejde sammen som familie. Man kender hinanden så godt, at der er mange ting, man ikke behøver at blive uenige om, og man kan stole på hinanden i en helt anden grad end ellers. Jeg tror også, at det er et fundament, der betyder meget for medarbejderne, at de kan mærke familien bag. De føler også et kæmpe ansvar i forhold til den mission, vi har om at lave noget god is, fordi det er båret af de signaler, vi sender og den historie, vi har.
Hvis Rasmus Eibye skal give et bud på, hvilke familieegenskaber, der ligger bag virksomhedens succes, så gætter han på, at det er grundighed og lysten til altid at hoppe over, hvor gærdet er højt. Rasmus Eibye fortæller, at han elsker at give sig barske udfordringer. Både som motionscykelrytter som virksomhedsmand, og han hævder, at han har prøvet at cykle i 24 timer, blot fordi han kunne.
Og for eksempel har det været svært at stille krav til sig selv om kompromisløs kvalitet, hvis man samtidig skal tjene penge.
- Tag for eksempel vores islagkage. Vi ville gerne håndfylde vores islagkage. Først et lag chokolade, så et lag vanilje og til sidst et lag glace. Det kan man sagtens gøre, og det er ikke noget problem at lave høj kvalitet, hvis der ikke er en grænse for, hvor meget det må koste. Men så snart, der er en grænse for prisen, så bliver det langt sværere at lave i mange eksemplarer og til en rigtig pris, men det er lykkedes for os.
Alt i alt er tingene lykkedes for familien, som åbenbart savnede sin isproduktion uden at vide det. Den første række år gik forrygende. Finanskrisen tog noget luft ud af ballonen, men decideret skidt er det aldrig gået.
- Det stod måske lidt stille i nogle år. Vi oplevede ikke, at forbrugerne ikke ville have høj kvalitet, men der var måske en række butikker, som var åbnet i de glade år, som måske var dyre i drift og som derfor lukkede igen. Men nu går det fremad igen og vi oplever en stigende efterspørgsel fra forhandlere. Der er decideret vækst igen. Og nu ringer telefonen igen.
Dermed har ismandens søn - ja og ismandens barnebarn og ismandens oldebarn - efterhånden accepteret, at han er og bliver ismand. I 2003 gik han ind i familiens gamle landsbymejeri for at bruge sine egenskaber fra reklamekarrieren, men nu har han forlængst fundet den udelte tilfredshed ved at trække i hvide klæder, gribe rollen som produktionschef, kigge dybt i blandingstankene og acceptere sin skæbne som ismejerist.
- Ja, nu er det efterhånden sivet ind. Jeg hører hjemme her. Det troede jeg ikke engang.
Hans ældste barn er en datter på 12, men han skælmer lidt forlegent ved spørgsmålet om hendes fremtid.
- Tiden i dag er jo som en helt anden planet, hvor det ikke længere er naturligt, at fag går i arv, som det gjorde engang. Hun synes, det er sjovt at lave is, men vi går slet ikke og tænker på det sådan. Det skal stå hende helt frit for.
Artiklen er en del af temaet Portræt.
