- Vi kan ikke brødføde kloden med frilandsgrise
Landbrugets topfigur Søren Gade elsker luksus, kvalitet og økologi, men han kæmper selv for at presse flere grise ind i staldene. Forvirret?
2
Billeder
Stoisk ro på toppen: Verden er som den er. Den har Søren Gade ingen illusion om at kontrollere. Kun at sikre landbrugets eksistens i Danmark. Og så kan man ellers nyde livet med lidt god mad imens. Foto: David Wedege.
- Jeg er utrolig glad for at lave mad, og det er ikke noget, jeg siger nu, fordi jeg sidder i det her job. Det mener jeg virkelig. Jeg elsker kogebøger, og hjemme har jeg en hel reol kun med kogebøger, siger han.
Han er så glad for kogebøger, at han selv har medvirket i dem. Blandt andet “Glade Chefer brænder også fingrene”, hvor han er af flere danske lederfigurer, som medvirker i en madlavningsbog med indbyggede interviews.
Bogens titel kunne sagtens være møntet på Søren Gade. Før posten som direktør i den unge organisation Landbrug & Fødevarer, brændte han nallerne så meget som forsvarsminister, at han trak sig. Men ikke uden at tage sit ansvar med glæde, fastslår han. Mere om det senere.
Landbrugets ansigt udadtil
Søren Gade blev født for 51 år siden i Holstebro, men selv om han voksede op inden for bygrænsen, så var landbrug slet ikke fjernt fra ham, da hans mor kom direkte ud af en husmandsslægt fra Øster Lem ved Ringkøbing Fjord.
Det landbrug, han husker fra sin barndom, var et helt andet, end det industrilandbrug, man ser i dag. Det var som i børnesangene.
- Dengang kunne sådan et lille husmandssted have både heste, grise, får og ænder. Jeg holdt utroligt meget af at komme der, siger han.
I dag står han så i spidsen for Landbrug & Fødevarer, som i 2009 blev dannet af flere af landbrugets organisationer. Han er blevet landbrugets fremmeste ansigt udadtil, efter at det gamle landbrugsråd forsvandt i historiebøgerne sammen med navnkundige præsidenter som H.O.A. Kjeldsen og Peter Gæmelke.
Og såmænd også Landbrugsraadets første præsident i 1919, Thomas Madsen-Mygdal. Han gik den modsatte karrierevej af Søren Gade og gik i 1920 fra at være landbrugsboss til minister. Endda statsminister fra 1926.
Søren Gades tiltrådte i 2012.
- Det, der gjorde mig interessant til denne stilling, er min baggrund i politik. Det her er en interesseorganisation og en lobbyvirksomhed, som skal kæmpe for rammevilkårene for fødevareklyngen og sikre, at der er politisk bevågenhed om primærerhvervet, som også skaber de andre arbejdspladser. Der bruger jeg selvfølgelig den erfaring, jeg har fra politik.
Hvis Søren Gades karriere er en skammel, så kunne den stå på disse fire ben: Forsvaret, politik, økonomi og landbrug. Han er uddannet økonom, uddannet officer ved forsvaret, har arbejde for landbobevægelsen i Vestjylland, og endelig har han haft til politikerkarriere. Derudover er det kun en personlig bonus for ham, at Landbrug & Fødevarer drejer sig om mad. Hans egen, personlige passion.
- Det er først og fremmest et administrativt tungt job som alle mulige andre, hvor man skal have indtægter og udgifter til at stemme. Men så er jeg også i kontakt med vores virksomheder, som laver råvarerne og i kontakt med dem, der laver råvarer om til produkter. Jeg besøger slagterier, mejerier og forarbejdningsvirksomheder. Det hele handler om mad, og derfor er det rart at have en holdning til råvarer, og når jeg har den interesse, kan jeg måske tale med lidt mere glød, siger han.
 |
Han fortæller, at han tidligt fik madlavningen ind i fingrene, da han som syvårig måtte undvære sin far. Hans mor blev alene med to drenge, som straks tog del i arbejdet over gryderne, og som teenager gik han på madlavningskurser i fritiden, hvor en hjemkundskabslærer underviste et bundt drenge om aftenen.
Nu mødes han sommetider med nogle gode venner på en restaurant, hvor de laver mad en hel søndag og serverer for hinanden.
- Så jeg gik på madlavningskursus, da jeg var 15, og jeg går stadig på madlavningskursus. Nu er det mest den avancerede mad. Jeg holder også af at lave mad med mine døtre, men det er ikke gourmetmad, jeg laver hver aften.
Han bladrer i kogebogen “Vestjyske Livretter”, hvor han er fotograferet i selskab med en økologisk and. En anderledes kogebog, som også er en billedbog og fortællebog.
- Vi skulle prøve at lave nogle retter, som vi spiste, da vi var små og forsøge at nyfortolke den. Jeg fortæller lidt om mit forhold til mad, og her ser du mig så igang med at plukke den her and, vi skal have den lavet, og vi skal spise den….
- Folk må forstå, at hvis der er forbrugere, der vil betale for, at hver gris har eget værelse med brusebad, så vil landmændene med glæde producere sådan.
Chefen for det hele - også discount
Hans egen kærlighed til de ypperligste kvalitetsråvarer kan han for eksempel tilfredsstille, når han som landbrugsboss besøger det nordvestjyske slagteri Tican og smager deres lufttørrede skinke, som har hængt i et helt år og som kun produceres i en meget begrænset mængde.
Alligevel står han også gladelig i spidsen for discountbutikkernes “nitritbefængte udsalgssvinekød”, som Dan Turéll så syrligt kaldte det i flere af sine digte. Det giver ikke Søren Gade nogen som helst skrupler også at skulle kæmpe for de billigste produktioners vilkår.
- Jeg har det utroligt fint med de fødevarer, vi laver i Danmark. Vi har verdens højeste fødevaresikkerhed, og det er et politisk valg, at det er sådan. Du kan købe den billigste mælk uden at blive syg af at drikke den. Fødevaresikkerheden er lige så høj, som den er i den dyre mælk, siger han.
For virkeligheden er jo, pointerer Søren Gade, at økologi og gourmetsegmentet aldrig vokser op og bliver mainstream. Uanset hvad smarte mennesker står og siger på tv.
- Folk må forstå, at hvis der er forbrugere, der vil betale for, at hver gris har eget værelse med brusebad, så vil landmændene med glæde producere sådan. Men sandheden er, at danskerne har verdens dyreste samtalekøkkener, mens vi aldrig har brugt færre af vores rådighedskroner på råvarer. Når tv er ude i supermarkedet, siger alle i kameraet, at de køber skrabeæg, men det er altså buræg, som oftest lander på kassebåndet, siger han.
Vores børn får skodmad!
Alligevel vil han gerne kæmpe for at højne råvarekvaliteten og danskernes forbrug af kvalitetsfødevarer. For han vil gerne hamre en pæl igennem den myte, at det er dansk landbrugs økonomiske interesse, at danskerne spiser så billigt som muligt og fylder indkøbskurven med de billigste produkter.
Derfor har han selv besøgt skoler og medvirket til at børn kunne få mere viden om råvarer og hvor de kommer fra. Det ligger ham meget på sinde, at landbruget og fødevareklyngen højner vidensniveauet. Det baner vej for mere kvalitetsbevidsthed og højere sundhed. Og hvis der er et samtaleemne, som kan tænde ham, så er det børnenes forhold til mad:
- Hvorfor bliver vores børn fede? Det gør de, fordi de ikke ved en skid om ernæring!, harcelerer han nærmest.
- Og hvorfor spiser de skodmad? Fordi der aldrig nogensinde bliver brugt ordentlige råvarer, for det har de ikke råd til i skolen, hvor man bruger mellem fem og syv kroner til madlavning per elev, og forældrene har ikke tid. Så er det altså ikke sært, at det bliver til pizzasnegle i hjemkundskab og en købepizza, når de kommer hjem.
Men selv om Søren Gade brænder for råvarekvaliteten og uanset hvor mange velmenene figurer i offentligheden, der mener det samme og derudover vil omlægge alt til økologi og gastronomisk højkvalitet, så er det ikke den vej, som verden går. Det er en verden, hvor vi kun får endnu flere grise stuvet sammen. Stadig mere i fremtiden og også i Danmark, hvis det står til Søren Gade, for det er en helt umulig opgave at fodre klodens befolkning med økologiske frilandsgrise:
- Vi har en verden, hvor middelklassen øges med en halv million mennesker om dagen. De vil have proteiner, og de efterspørger en ensartet kvalitet. Spørgsmålet er, om vi skal producere noget af det i Danmark, eller om vi skal overlade det helt til at andre at gøre det og med de konsekvenser, det medfører. Det, som vi producerer, skal kunne konkurrere på verdensmarkedet. Hvis man hæver kiloprisen på svinekød med fem kroner, så flytter man bare produktionen til et andet land, hvor det vil blive produceret endnu mindre miljøvenligt, end vi gør i Danmark. Vi kan ikke sidde i Danmark og regulere, hvad den kinesiske forbruger gerne vil have.
Rampelyset kan bare smutte
Han er glad for, at han er sluppet for den opmærksomhed, der fulgte med at være minister. Ork nej, hvor han ikke savner det. Og at være direktør i Landbrug & Fødevarer er intet som helst at sammenligne med det. Man kan gå helt i fred uden at blive genkendt, siger han.
Sidst, han var i det store rampelys, vakte han morskab blandt publikum i et tv-studie, da han pegede på sig selv, fløjtede en tankestreg og sagde ”far her!” Det var ”far her”, der havde det fulde ansvar, hvis nogen i ministeriet havde dummet sig uden hans vidende. Skulle nogen gå af, måtte det være ham, og derpå gik han.
Skandalesagen om en jægersoldats bogmanuskript, der blev oversat til arabisk og udsendt fra Forsvarsministeriet, blev bananskrællen, som Søren Gade skvattede i. Den ”bananskræl, som der ligger til alle politikere, hvis de bliver længe nok i politik”, som han selv beskriver det. Han fastholder, at han var uden skyld i fadæsen. At en domstol slog det fast uden den store bevågenhed fra offentligheden, er han ligeglad med. Har man retfærdighedssans, skal man holde sig væk fra topposter som ministerposter og direktørposter.
- Nogen højere retfærdighed findes bare ikke, og slet ikke i politik. Har man sådan en retfærdighedssans, skal man holde sig helt væk fra sådan en post. Hvis bestyrelsen her er enig om, at jeg er fyret, så er jeg fyret. Der sidder en raket under mig, og den kan til enhver tid blive fyret af.
At tage skraldet med glæde – at tage lederansvaret på ondt som på godt – det er en egenskab, som han mener, han har med fra karrieren som officer i forsvaret.
- Har man soldater med sig, så vil de ikke have en leder, som løber væk fra ansvaret. Det er dig, der er forrest, og det er dit ansvar, at de finder vej, og de har en forventning om, at du har overskuddet til at lede på rette vej.
Man er ikke spor uundværlig
Søren Gade får tilfredsstillet sin kærlighed til mad og sin trang til at påvirke den politiske proces. Men det er som tjener for landbruget og ikke som hersker. Selv om han uden blusel er "direktøren for det hele" - en meget jovial og synlig chef, som man kan høre langt uden for Axelborg, så har han ingen illusion om, at verden kommer til at huske, at han har været her. Jo, vel kan man gøre en forskel, men ikke en forskel, som andre ikke kunne gøre.
- Hvis man vil finde ud af, hvor uundværlig, man er i denne verden, så skal man bare stikke sin finger ned i et glas vand og tage den op igen. Det var ligesom dengang, jeg forlod min post som minister. Ugen efter var der en ny, og alting kørte jo bare videre.
Lige som kloden. Kineserne. Og det de spiser.
Artiklen er en del af temaet Portræt.
