Festival får mere ambitiøs madstrategi
Roskilde Festival har allerede gjort meget for at skabe et varieret og bæredygtigt madudbud, men indsatsen skærpes nu yderligere frem mod 2017.
På tværs af de mere end 145 mad- og drikkevareboder på årets festival er målsætningen for andelen af økologiske råvarer 30 %, hvilket gradvist øges frem mod 2017 hvor målsætningen er 90 % økologiske råvarer på tværs af alle festivalens boder.
Moskusburger og rejemadder i Roskilde Food Court
Sidste år åbnede Roskilde Food Court på festivalpladsen med stor succes, og igen i år kan man få stillet sult og tørst i Gloria Zone. I Roskilde Food Court er kravene til boderne større, og som festivalgæst vil man derfor kunne sætte tænderne i et madudvalg med 60 % økologiske råvarer.
Food Court er stedet hvor nye madbodstalenter kan få lov til at prøve kræfter med Roskilde Festivals sultne gæster i et mindre format. I år vil man blandt andet kunne smage på moskusburger hos Foreningen Grønlandske Børn, hos Gorm’s er det de bornholmske egnsretter der er i fokus og så kan man også finde både klassiske rejemadder og japanske specialiteter så som suppe og dybstegt kylling. Derudover kan man i Food Court slukke tørsten i Roskilde Festivals helt egen, økologiske øl, brygget af Jacobsen.
En anden øl som festivalgængere med hang til økologi kan slukke tørsten i, er Tuborgs økologiske og ufiltrerede øl, Tuborg RÅ. Den friske fadøl kan ikke købes i butikker, men kan under Roskilde Festival købes i alle festivalens egne barer på festivalpladsen.
Samarbejder med Stop Spild Af Mad
Mad og drikke på Roskilde Festival skal ikke kun være bæredygtig i en miljømæssig forstand. En af grundpillerne i festivalens lange historie er, at overskuddet fra festivalen doneres til almennyttige formål, og dette skal også fortsat afspejle sig i udvælgelsen af de boder, som sælger mad til de sultne festivalgæster. En del af Roskilde Festivals madstrategi frem til 2017 er derfor, at over 50 % af overskuddet fra boderne skal gå til almennyttige formål.
- Vi har konstant fokus på at sikre en god blanding af kommercielle madboder og boder hvor overskuddet går til almennyttige formål, som f.eks. sportsklubber, handicaporganisationer, til socialt udsatte eller til internationalt udviklingsarbejde. Desuden øger vi også vores indsats mod madspild i 2014 og sammen med Stop Spild af Mad indsamler vi 30-50 ton mad til socialt udsatte, fortæller Mikkel Sander, projektleder for Roskilde Festivals madstrategi.