Ecco Seafood begæres konkures
Efter en tvangsopløsning i august, er Ecco Seafood nu begæret konkurs ved Skifteretten i Hjørring.
Allerede tilbage i august 2014 blev virksomheden taget under tvangsopløsning og virksomhedens produktionsfaciliteter på havnen i Strandby blev sat til salg.
Kurator er advokat Ole Kildeby fra Frederikshavn.
Ecco Seafoods har ikke offentliggjort regnskab for 2013, men i årene 2008 til 2012 har der konsekvent været røde tal på bundlinjen. I 2012 landede resultatet før skat på -1,9 mio. kr. mens bruttofortjenesten endte på -452.000 kr. Egenkapitalen lå i 2012 på -1,9 mio. kr.
Ecco Seafood blev tilbage i 2003 landskendt for at vinde en sag over skogiganten Ecco, der mente, at Ecco Seafood snyltede på Eccos gode navn og rygte. Det var domænenavnet www.ecco.dk, der lå til grund for hele miseren - et domænenavn Ecco Seafoods havde købt sig retten til, men dog kun brugte til modtagelse af elektronisk post. Skokoncernen tabte dog sagen, da klagenævnet for domænenavne ikke fandt, at Ecco Seafood snyltede på skonavnet og i øvrigt henviste til først-til-mølle princippet i deres afgørelse.