Carletti-ansatte i kø for at få svendebrev
Ufaglærte er dygtige til chokolade - nu skal de lære en hel masse andet
16 ufaglærte chokolademedarbejdere er således netop begyndt på en uddannelse som industrioperatør - en uddannelse, som skal (slik)munde ud i, at de får svendebrev i sommeren 2016. Derefter står endnu flere Carletti-ansatte på spring for at få den samme uddannelse.
- Vi har længe gået med tanken om, hvordan vi får opkvalificeret vores medarbejdere, og nu har vi taget hul på det med denne uddannelse, som i første omgang giver 16 medarbejdere et generelt løft. De er rigtig dygtige til at lave chokolade, og de er specialister på hver deres felt, så det er ikke dét, de skal blive bedre til. I stedet får de lært noget om it, bedre organisering af deres eget arbejde, forretningsforståelse og meget mere, fortæller Carlettis produktionsdirektør, Benny Poulsgaard, til Food Supply.
- Alt i alt en faglært uddannelse, hvor de lærer mange ting, som kan bruges i hverdagen.Det er ikke nok, at kun ledere tænker fremdrift - i dag kan de ufaglærte måske komme med en idé på et møde, men når de er færdige med uddannelsen, kan de forhåbentlig også selv føre den ud i livet. De bliver ganske enkel klædt på til at tænke mere på virksomhedens ve og vel, tilføjer han.
Kan kun undvære 16 ad gangen
I januar, februar og marts både i år og næste år er de 16 kommende svende på skolebænken på den tekniske skole i Randers. Resten af tiden indtil sommeren 2016 er de i praktik hjemme på Carletti.
- Vi var meget positivt overrasket over, hvor mange der gerne ville have denne uddannelse og dermed helt ændre deres liv i en periode. Vi har omkring 70 faste ufaglærte medarbejdere, og 25 af dem ville gerne være med. Men vi kan ikke indvære mere end 16 ad gangen, så vi laver et nyt hold, når de første er færdige. Og mens folk er i gang med uddannelsen, må resten rykke sammen i bussen, siger Benny Poulsgaard.
De kommende industrioperatører på Carletti er i alderen 25-55 år.