Prinsebesøg hjælper øko-fremstød
Danske øko-produkter får kongelig aura i Tyskland
På sidste arbejdsdag før påske var interesserede virksomheder med netværket Bio aus Dänemark på tur til den rent økologiske supermarkedskæde Basic's hovedkontor i München.
- Det gik supergodt. Basic-folkene var begejstrede og vil tage produkter fra mindst fem virksomheder ind i en testperiode, der begynder 18. maj; dagen før kronprinseparret kommer til Tyskland, fortæller Bio aus Dänemarks projektleder, Malene Aaris.
Også syv andre virksomheder har Basic's interesse; men prøver på deres varer skal lige vurderes på Basic's hovedkontor, før de er sikret deltagelse i salgstesten og den tilhørende kampagne.Den skal køre under sloganet Bio-Genuss aus dem Königreich! Eller på dansk: Øko-delikatesser fra kongeriget!
Test i München
Kampagnen og testsalget finder sted i Basic's ni butikker i München. Forudsat at kunderne der tager godt imod de danske øko-delikatesser, vil de danske varer også komme ind i kædens 23 andre filialer.
Selv om fremstødet i Basic-butikkerne får stor hjælp af den hype omkring Danmark, som det kongelige besøg skaber i Tyskland, har lanceringen også krævet lang tids målrettet arbejde, påpeger Malene Aaris.
- Vi har holdt kontakt med Basic gennem mange år; vi var på besøg hos dem i september, og senest mødtes vi med dem på en forrygende god BioFach-messe i februar, beretter hun.
Tysk sværvægter
Med en årlig omsætning på 890 millioner kroner er Basic en af sværvægterne på det tyske marked for økologi. Efter at være kommet op på 32 supermarkeder ekspanderer kæden nu i dybden, med mere omsætning i hver butik.
- Det her er en god måde at få prøvet vores produkter af i Basic. Basic sælger både dyre og billige økologiske varer og har alle slags kunder, siger Richard O'Connor, medejer af chokoladevirksomheden Chocolate and Love, som er medlem af Bio Aus Dänemark.
En af de andre deltagere i fremstødet er Musholm, som sælger økologiske, havopdrættede ørreder.
- Det her er en mulighed, man ikke skal lade gå fra sig. Døren er blevet åbnet på grund af et stort arbejde fra Bio aus Dänemarks side, og nu vil vi gøre vores til, at testperioden fører til, at vi bliver listet fast hos både Basic og den grossist, de bruger, siger Musholms salgschef, Rudi Petersen.