23948sdkhjf

Atria køber Aalbæk Specialiteter

- Vi talte ikke med dem før branden, men derfor kan man godt ha' set sig lidt lun, fortæller Atrias direktør
Fødevarekoncernen Atria, der ejer 3-Stjernet, overtager med virkning fra på mandag Aalbæk Specialiteter, og dermed styrker Atria yderligere sin position i toppen af det danske pølse- og pålægsmarked.

Aalbæk Specialiteter har haft stor succes med sine økologiske produkter, der blandt andet omfatter spegepølse, salami, pølser og leverpostej, og øko-varerne kommer altså nu under samme hat som 3-Stjernet Salami

Atria-direktør Anders Laursen kalder prisen "en velbevaret hemmelighed", men han lægger ikke skjul på, at Aalbæk Specialiteter er et brand, som man hos Atria er særdeles glade for at have landet.

Brændt bygning ikke med

Opkøbet af Aalbæk Specialiteter dækker ud over det samlede produktsortiment også en slagterbutik og et mindre produktionsanlæg i Farre tæt ved Give. Aalbæks produktionsanlæg i Billund, der blev ødelagt under en brand i januar i år, indgår ikke i opkøbet.

- Vi har kapacitet nok i forvejen, så der var ganske enkelt ikke nogen grund til at købe en nedbrændt bygning, siger Anders Laursen til Food Supply. Direktøren tør ikke sige, om handlen var blevet til noget, hvis ikke Billund-afdelingen var brændt.

- Aalbæk Specialiteter var jo i forvejen interessant, men vi har ikke før branden talt med dem om et køb. Men derfor kan man jo godt ha' set sig lidt lun på dem, bemærker Anders Laursen.

Han påpeger, at efterspørgslen på økologisk pålæg er steget markant i Danmark igennem flere år, og at opkøbet derfor er helt i tråd med Atrias strategi, der blandt andet går på at skabe vækst inden for pålægskategorien.

- Med et premium brand som Aalbæk Specialiteter opnår vi et bredt og varieret produktsortment, da brandet komplimenterer vores allerede eksisterende sortiment af pålægsprodukter, siger direktøren.


Producerer i Farre og Horsens

Atrias produktionsanlæg i Horsens producerer som følge af branden allerede nu en del af Aalbæks produkter og skal sammen med produktionen i Farre stå for Aalbæks produktion i fremtiden.

Peter Aalbæk, der er tredje generation af Aalbæk Specialiteter, følger sammen med en række øvrige nøglepersoner med til Atria Danmark.

- Opkøbet kommer som en helt naturlig udvikling for Aalbæk Specialiteter, da arbejdet under en større koncern giver os mulighed for at indfri vores ambitioner og visioner på et helt nyt niveau. Jeg ser derfor meget frem til at være med til drive brandet videre under Atria Danmark, siger Peter Aalbæk.

Han skal fortsat drive slagterbutikken i Farre, og ifølge Anders Laursen kommer Peter Aalbæk desuden i høj grad til at arbejde med at udvikle koncepter.

- Han vil helt sikkert give os et krativt løft, for han er jo en iværksætter uden lige, fastslår Atrias direktør.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094