- Hamp bliver et stort fødevarehit
Gods på Djursland tidobler produktionen - og gæster på Foodexpo spærrer øjnene op
Direktør Henrik Rendbøll fra Møllerup Gods på Djursland har masser af muntre bemærkninger med på Foodexpo i Herning, hvor han i disse dage viser sine hamp-fødevarer frem. Blandt andet hampefrø, hampmel og hampolie, som ifølge direktøren har uanede muligheder, ikke mindst på grund af det høje proteinindhold.
Han er helt på det rene med, at når der står hamp på hans skilte og hans emballage, så er det ikke nogen ulempe hvad angår mulighederne for at skabe interesse.
- Stop-effekten er jo fantastisk. Men der er altså ikke noget euforiserende i det, forklarer han, mens en af de forbipasserende bare siger "øv".
- Der findes mere end 100 forskellige typer hamp. og det her er industrihamp med mindre end 0,2 procent THC, som er det euforiserende stof. Desuden sidder den euforiserende effekt i bladene, ikke i frøene, som vi anvender. Alt i alt skulle man ryge 500 kilo for at kunne registerere en teoretisk euforiserende effekt, det er helt ude i hampen, bemærker Henrik Rendbøll.
Fra 30 til 300 hektar
Under alle omstændigheder har han så stor tiltro til mulighederne, at han gerne lover gæsterne på Foodexpo, at "du kan lige så godt vænne dig til det, om et år spiser du ikke andet".
Og hampprodukterne, der sælges under navnet Møllerup Brands, er da også på rekordtid blevet en hastigt voksende forretning.
- Sidste år, da vi høstede første gang, havde vi 30 hektar. I år har vi 300 hektar. Potentialet er stort, fastslår direktøren, som stadig ikke er helt sikker på, præcis hvilken retning hamp-vognen kører.
- Vi ved ikke, hvad folk ender med helst at ville have. Om det er olie eller mel, siger Henrik Rendbøll.
Artiklen er en del af temaet Foodexpo.