23948sdkhjf

Aalborg Street Food med skæv mad

Folkene bag Århus Street Food håber at åbne Aalborg Street Food til august
Først kom autentisk mad serveret fra containere i den nedlagte lagerbygning på PapirØen i København. I august åbnede Århus Street Food i en nedlagt busgarage midt i Århus, og nu satser folkene fra Århus på at få Aalborg Street Food klar til august næste år.

Lokaliteten er ikke helt på plads endnu, fortæller Thomas Bendtsen, som sammen med Kasper Kragelund, Britt Vorre står bag Århus Street Food.

Ideen er at skabe et miljø, et sted, hvor iværksættere hurtigt og billigt kan komme i gang med et køkken og producere og sælge den mad, de har drømt om.

- Målet er, at mindst 80 procent af køkkenerne i Aalborg Street Food skal være drevet af folk, som er helt nye med egen køkken, fortæller Thomas Bendtsen.

Alle udgifter deles

De enkelte iværksættere lejer sig ind. Princippet er, at alle udgifter deles.

- Vi skal ikke tjene på at leje ud, fortæller Thomas Bendtsen og tilføjer, at han selv har en forretning i street food-garagen i Århus - salg af dríkkevarer - som giver ham smør på brødet.

- Maden skal være hjemmelavet - autentisk - som iværksætterne brænder for at servere for gæsterne. Vi skal ikke have køkkener, som bare er en filial af et andet sted i byen. Kokken står selv på stedet og tilbereder. Vi ser meget gerne, at det bliver det lidt "skæve" mad, der fremstilles, siger Thomas Bendtsen.

Alle slags mennesker

I Århus er street food blevet en stor succes med masser af besøgende.

- Vi frygtede lidt, at det blev et sted, som fortrinsvis ville blive besøgt af hipsters. Men sådan er det slet ikke gået. Der kommer alle slags mennesker, siger han og tilføjer:

- Jeg tror, Århus Street Food er blevet så stor en succes, fordi folk kan lide, at det er helt uformelt, spændende og mad til en forholdsvis lav pris. Folk hygger sig, når de sidder ved langbordet og får en snak med folk, de ikke kender i forvejen, siger Bendtsen.

Han regner med, at der i Aalborg Street Food kan etableres 12-15 køkkener. Altså lidt mindre end i Århus. Men initiativtagerne regner også med, at der i lokalerne også bliver plads til et marked med lokale råvarer et par gange om ugen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079