23948sdkhjf

Præsident dykkede ned i fiskeindustrien

Islands nye præsident besøgte onsdag Marels democenter i København

- Følg fileten.

Sådan sagde den islandske præsident Guðni Th. Jóhannesson med et smil på læben, da han onsdag eftermiddag blev vist rundt på Marels demonstrationscenter, Progress Point, på Amager i København. 

Besøget var en del af det officielle tredages statsbesøg, som den nye islandske præsident er på i Danmark i disse dage.

Og der er god grund til at styrke samarbejdet på tværs af Atlanten. 

Island er ved at være igennem finanskrisen, og den økonomiske fremgang betyder gode muligheder for øget samhandel mellem Danmark og Island.

Danmarks eksport til Island er i løbet af de seneste seks år mere end fordoblet til over 3 mia. kr. i 2016, mens Danmark omvendt købte for 770 mio. kr. på Island.

Island - Danmark er hjertet i Marel
En af de virksomheder, der udnytter samhandlen mellem Danmark og Island til fulde, er Marel, der producerer systemer til forarbejdning af fjerkræ, fisk og kød og har omkring 5.000 medarbejdere verden over.

I Danmark arbejder omkring 500 af Marels medarbejdere i Støvring og Aarhus, hvor de har udviklet en filetterings- og trimningsmaskine, der både kan fillettere og trimme en fisk i samme proces.

 - Hvor lang er tilbagebetalingstiden på sådan en maskine?

Det ville præsident Guðni Th. Jóhannesson gerne vide.

- Det afhænger af, hvor produktionen er. Hvis det er en stor fabrik, vil tilbagebetalingstiden være helt nede på mellem 8-12 måneder. Jo mindre produktionen er, jo længere vil tilbagebetalingstiden også være, siger Henrik Ladefoged, administrerende direktør hos Marel i Danmark. 

Fødevaresektoren står for halvdelen af Islands industriproduktion, og her udgør fiskeri fortsat den største del af branchen.

Efter finanskrisen er fokus i den islandske industri i stigende grad flyttet over på digitalisering, automatisering og bæredygtighed. Her kommer Danmark Marel til gode. 

- Selvom vi operer i 32 lande i hele verden, er Island og Danmark hjertet i vores koncern. Det er blandt andet i Danmark, vi udvikler software til vores maskiner, siger Arni Oddur Thordarson, administrerende direktør i Marel.

I København har Marel haft et demonstrationscenter på 2.700 kvadratmeter siden 2013. Her kan kunder flyve ind fra hele verden og se Marels maskiner  - Kastrup Lufthavn ligger nærmest et stenkast derfra.

Den islandske præsident var ikke alene om at besøge Marel. Med sig havde han en større erhvervsdelegation fra toppen af det islandske erhvervsliv.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099