Bedre øl og vin via genterapi
Carlsberg indgår i et projekt hvor bryggeriet samme med Københavns Universitet og Højteknologifonden vil forædle bryggerigær gennem genterapi. Det skal give flere, bedre ølvarianter.
Bryggerigær er svært at forædle på gammeldags vis. Men ved at benytte genterapi, som ellers bruges til at helbrede sygdomme, kan gærstammer forædles hurtigere og mere præcist. Det skal i første omgang give os flere og bedre ølvarianter og teknologien kan på sigt bruges i mange andre fødevarer der indeholder gær.
Medicinsk forskning anvendt til ølbrygning
De næste to år skal erhvervspostdoc Michael Thorsen forske i mulighederne for at benytte metoder, der kommer fra den medicinske forskning i genterapi, til forædling af gærstammer. Genterapi er en særlig teknik, hvor man aktiverer cellernes eget DNA-reparationsmaskineri og får dem til selv at reparere mutationer i arvemassen.
I første omgang skal teknologien bruges i forbindelse med ølbryggeri, men samme metode vil også kunne bruges inden for andre brancher, der har gær som fast ingrediens.
Michael Thorsens arbejde kommer til at handle om, at sende småbitte stykker syntetisk fremstillet DNA ind i gærcellerne. De ligner gærcellens rigtige DNA sekvens, men har en lille ændring. Cellens reparationssystem registrerer ændringen og vil gå i gang med at reparere. Derved kopieres det syntetiske DNA, som forsvinder i processen. Cellen har nu selv ændret i arvemassen uden, at der er indsat nye gener udefra.
Projektets officielle navn er Yeast Improvement by gene-repair.