Arla tættere på tysk opkøb
Stemningen for et salg til Arla er umiddelbart positiv hos det sydtyske mejeri Allgäuland-Käserien.
Dermed rykker overtagelsen af det sydtyske mejeri altså et skridt nærmere, efter Arla torsdag i sidste uge afgav et endeligt bud.
- Vi er glade for beslutningen. Det var en afgørende forudsætning for, at købsprocessen kan gennemføres, og nu er vi et meget vigtigt skridt nærmere en endelig aftale, siger Torben Olsen, ansvarlig for Arlas tyske marked.
Forhandler om et kvart ton mælk
Før torsdagens bud har Arla gransket mulighederne længe, ligesom forhandlingerne med tyskerne har stået oå over længere tid.
Næste skridt er at få de officielle dele af aftalen til at falde på plads. Det vil sige, at EU’s konkurrencemyndigheder skal tage stilling til sagen.
Ligeledes skal Arlas mål om at få kontrakter på 250 mio. kg mælk med i handlen forhandles på plads.
Alt dette forventes at tage nogle uger.
Stort potentiale i ost
Allgäuland-Käsereiens økonomiske situation er alt andet end gunstig for tiden, og uden et opkøb fra Arlas side, kan tyskerne risikere en konkurs.
Arla har tidligere meldt ud, at interessen for Allgäuland-Käsereien især skyldes mejeriets oste.
- Vi ser et stort potentiale i Allgäuland-Käsereiens produktion af ost. Her er tale om fremragende specialoste med internationalt potentiale, og det er derfor, at mejeriet er interessant for Arla Foods. De har nogle produkter, som supplerer de oste, vi allerede har i Arla og blandt andet markedsfører under kvalitetsmærket House of Castello. Så vi ser store muligheder for Allgäulands produkter – ikke kun i Tyskland, sagde koncerndirektør med ansvar for Arlas internationale markeder, Tim Ørting Jørgensen, i sidste uge.