23948sdkhjf

Danske slikproducenter overvejer at flytte til udlandet

Fedtafgiften kan tvinge danske arbejdspladser til udlandet, advarer direktørerne i både Bisca og Toms.
Fedtafgiften er ikke bare i direkte strid med regeringens erklærede intentioner om at skabe bedre rammevilkår for erhvervslivet.

Den kan også tvinge hundreder af danske arbejdspladser til udlandet, hvis vilkårene for at drive forretning i Danmark bliver for besværlige.

Det advarer to førende direktører nu om.

- Hvis det her marked, som er en så stor del af vores forretning, bliver meget sur at være i, og hvis vi vil overleve, så bliver vi nødt til endnu hurtigere at komme ud på et eksportmarked, og så er vi nødt til endnu hurtigere at styrke vores konkurrencekraft, og det betyder, at vi må flytte produktionen til nogle steder, hvor det er billigere at producere, siger Jesper Møller, direktør i Toms og formand for DI.

Grænser for afgifterne
Toms beskæftiger 750 personer i Danmark, hvor firmaet har 60 procent af sin omsætning. Men Jesper Møller understreger, at han ikke kun taler på egne men hele branchens vegne.

Også hos Bisca mener man, at grænsen for antallet af afgifter er nået.

- Det, vi forsøger at gøre politikerne bevidste om, er, at der er en grænse for, hvor mange afgifter, og specielt konkurrenceforvridende afgifter, man kan lægge ned over produktioner i Danmark. Og der har vi allerede rigtig mange i Danmark, siger Leif Bergwall Hansen, direktør for kageproducenten Bisca, der beskæftiger 450 ansatte i Danmark.

Leif Bergwall Hansen er desuden formand for brancheudvalget Bageri og Konfekture under DI Fødevarer.

Regeringen må gerne skade indenlandske firmaer
DI har tidligere rettet henvendelse til EU-Kommissionen for at sige, at fedtafgiften er konkurrenceforvridende. Da fik man svaret, at mens en regering ikke må oprette regler, der støtter det lokale erhvervsliv på bekostning af udenlandske konkurrenter, må den gerne oprette regler, som egentlig skader de indenlandske firmaer.

Og det er præcis, hvad fedtafgiften gør, mener Leif Bergwall Hansen.

- Der bliver pålagt af os, at vi skal føre et totalt fedtregnskab. Vi skal betale afgiften, når vi får varen ind. Så når vi f.eks. har bagt klejner i olie, og olien bliver kasseret, skal vi stadigvæk redegøre over for Skat, hvor meget olie vi har købt ind, hvad vi bruger det til, også selvom vi kasserer det selv. Eller hvis det er klejner, der bliver brændt, eller hvis vi sælger det som grisefoder, så skal vi stadigvæk betale afgift. Hvis man producerer i udlandet, kan Skat ikke kræve af nogen, at man skal lave sådan et regnskab, siger han.

Kilde: Dagbladet Børsen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078