23948sdkhjf

Arla skruer op for danske investeringer

Arla Foods vil investere sig ud af krisetiderne med fokus på især det danske marked, som tilføres over 1 mia. kr.
Arla Foods’ bestyrelse har nu godkendt koncernens investeringsplan for 2012.

Planen indeholder investeringer for i alt 1,8 mia. kroner, hvilket er en stigning på 100 mio. kr. i forhold til 2011, og størstedelen (over 1 mia. kr.) skal bruges på det danske marked.

- I krisetider sættes der endnu mere fokus på, at vi som virksomhed fastholder vores konkurrenceevne. I Arla mener vi, at investeringer i øget effektivitet og rationalisering er med til at sikre vores konkurrenceevne og vækst på lang sigt, siger adm. direktør Peder Tuborgh.

Flere penge til Ingredients
En af de største investeringer i 2012 sker i datterselskabet Arla Foods Ingredients (AFI). 246 mio. kroner investeres i flere forskellige projekter, blandt andet er der allerede nu ved at blive bygget et nyt tørretårn på Danmark Protein i Videbæk i Vestjylland. Tørretårnet er en forudsætning for Arlas joint-venture med det tyske mejeriselskab DMK.

- Vi har aldrig tidligere investeret så meget i AFI, men vi gør det, fordi datterselskabet viser meget flotte resultater. AFI er i dag et af verdens førende på sit felt, og den position ønsker vi at udbygge i overensstemmelse med vores strategi. Derfor investerer vi, siger Povl Krogsgaard, vice adm. dir.

Vækst uden for Europa
I alt bliver over 1 milliard af Arlas investeringer i 2012 brugt i Danmark, hvor Arla har det største antal mejerier og produktionsanlæg. Bl.a. fortsætter udvidelsen af Taulov Mejeri, hvor Arla er i færd med at samle sin produktion af gulost. Men derudover fortsætter Arla i det kommende år med at investerer kraftigt i sine definerede vækstmarkeder.

- Vi er et nordeuropæisk mejeriselskab, men de senere år ser vi i stigende grad, at det er på markederne uden for Europa, at forbruget af mælkeprodukter stiger. Derfor øger vi vores investeringer i blandt andet Mellemøsten, siger Povl Krogsgaard.

Et eksempel er en investering i Arlas mejeri i Saudi Arabien, som blandt andet betyder en udvidelse af den eksisterende kapacitet til produktion af hvid ost fra 8.000 til 14.000 tons.

- For fem-seks år siden satte vi vores ambitioner i Mellemøsten lidt på standby – blandt andet efter boykot-krisen. Men i dag er Arla tilbage, og omsætningen er større end før krisen. Mellemøsten er et vigtigt marked for os, vi har en lang historie i området og kender det godt. Derfor investerer vi nu i at udvide vores mejeri i Saudi Arabien, siger Povl Krogsgaard.

Flere penge til miljøet
En særlig del af budgettet – i alt 133 mio. kroner – er reserveret til investeringer i miljø- og energitiltag.

Til sammen reducerer miljø-projekterne Arlas samlede årlige CO2-udledning med ca. 13.200 tons, og på mejerierne reduceres energiforbruget med ca. 36.400 MWh årligt.

I 2012 påbegyndes en to-årig investering på 21,5 mio. kroner i en varmepumpe på Rødkærsbro Mejeri i Danmark. I Storbritannien bruges 58 mio. kroner over de kommende tre år på et biologisk nedbrydningsanlæg, som ved udvikling af gas kan producere strøm, damp og varmt vand til driften af anlægget i Stourton.

- Og oven i disse særlige miljøinvesteringer, så vil mange af strukturprojekterne også bidrage positivt til, at Arla når sine mål på miljøområdet, tilføjer Povl Krogsgaard.

Udover en større miljøinvestering i Stourton Dairy i Leeds investerer Arla også i Storbritannien i form af byggeriet af verdens største friskmælksmejeri ved London, som fortsætter efter planen, men ikke er en del af de 1,8 mia. kroner i 2012-budgettet.

Investeringerne rettet mod almindeligt vedligehold og at holde Arlas 69 produktionsanlæg verden over up to date er reduceret i forhold til 2011, men udgør alligevel cirka en fjerdedel af det samlede investeringsplan.

Fakta - Prioritering af investeringerne 2012:
• Forbedret mejeristruktur, der i høj grad medvirker til forøget effektivitet og lavere omkostninger
• Yderligere vækst og forædling i Arlas ingredients-forretning
• Flere ressourcer til vækstmarkeder
• Miljøinvesteringer med henblik på at forbedre CO2 og energi
• Arla-koncernen forventer i 2012 en omsætning på cirka 59 mia. kroner i 2012.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08