23948sdkhjf

Reduceret tobiskvote truer industrifiskeriet

En reducering af tobiskvoten med 90 procent vil medføre massefyringer og true det danske industrifiskeri på sin eksistens.
Det danske industrifiskeri er truet på sin eksistens – og med den er også en lang række arbejdspladser i fare for at gå tabt i Vest- og Nordjylland.

Det skriver Danmarks Fiskeriforening i en pressemeddelelse med henvisning til Det Internationale Havundersøgelsesråd, ICES, som i sin rådgivning for tobisfiskeriet i 2012 anbefaler en samlet landingsmængde på blot 23.000 tons.

Det er langt fra den startkvote på 167.000 tons, som de danske fiskere og industrien var stillet i udsigt, og endnu længere fra kvoten på 334.000 tons i 2011. Det betyder, at såvel industrifiskerne som fiskemelsindustrien potentielt må se bort fra en omsætning på flere hundrede millioner kroner – og at såvel fiskere som ansatte på fabrikkerne kan se frem til arbejdsløshed.

Rammer 1.000 mennesker
- Det er en meget alvorlig situation for ikke blot fiskerne, men også de kommuner, hvor fiskemelsindustrien er. I hvert af de seneste to år har tobisfiskeriet omsat for knap en halv milliard kroner, og fabrikkerne har haft en eksport på omkring 784 millioner kroner fra tobisfangsterne alene. Anbefalingen om en kvote på 23.000 tons er ganske enkelt en katastrofe, hvis den bliver vedtaget af EU-Kommissionen, som skal fastsætte den endelige kvote, siger formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.

- Der er omkring 270 ansatte på de tre danske fabrikker i Thyborøn, Hanstholm og Skagen, og det vil føre til afskedigelser, hvis vi ikke får landinger af tobis – måske endda lukning af fabrikker. Samlet taler vi om godt 1.000 mennesker, der bliver ramt, hvis vi tæller fiskere, ansatte og følgeindustri med, så det vil få meget, meget store omkostninger i Vest- og Nordjylland, siger formanden for Fiskemelsforeningen, Nils Chr. Jensen.

- Det er en meget stor usikkerhed i hele industrifiskeriet, fordi der reelt vil være tale om en lukning af tobisfiskeriet, der står for halvdelen af omsætningen i industrifiskeriet. Fremtiden ser meget dyster ud for industrifiskeriet, hvis anbefalingen bliver fulgt politisk, siger formanden for Danmarks Pelagiske Producentorganisation, Christian Olesen.

Anbefaler moniteringsfiskeri
De tre organisationer anbefaler, at man politisk beslutter et såkaldt moniteringsfiskeri på tobis i Nordsøen, der vil give en vurdering af, hvorvidt den gældende bestandsvurdering er korrekt eller ej. Det skyldes, at dataindsamlingen – der foregik i vinteren 2011 – foregik i meget dårligt vejr, og at det formentlig har givet for lave tal for, hvor stor en tilgang der er til bestanden af tobis.

- Vi skal have et moniteringsfiskeri, så vi kan få fastslået, om dataindsamlingen i november gav et retvisende billede af dette års tilgang til tobisbestanden. Vi forventer, at det bliver det budskab, som den danske regering tager med til EU-Kommissionen, som skal fastsætte den endelige kvote, siger næstformanden i Danmarks Fiskeriforening, Jesper Juul Larsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079