23948sdkhjf

Danskerne vil have madrester med hjem

Størstedelen af danskerne vil gerne have rester fra middagen på restauranten med hjem i en doggybag. Det fastslår en ny analyse foretaget af TNS Gallup for Stop Spild Af Mad.
Doggybags, som restaurantgæster kan tage overskydende mad med hjem i, er et udbredt fænomen i USA. Men indtil videre er det ikke slået igennem i Danmark. En ny undersøgelse fra TNS Gallup for Stop Spild Af Mad foretaget i 1. halvår 2012, viser imidlertid, at mange danskere er positivt indstillede overfor doggybags – om end de ønsker en smule diskretion.

Analysen viser, at 55 procent af de adspurte vil tage imod en doggybag, hvis de havde diskret og nem adgang til den. 46 procent vil spørge efter en doggybag, fordi handlingen tydeligt signalerer, at de ønsker at mindske madspild og personligt ønsker at gøre en indsats. Og hele 61 procent vil tage imod en doggybag, hvis tjeneren venligt og af sig selv tilbyder at pakke den ekstra mad i en doggybag. Men kun 12 procent af de adspurgte har dog prøvet at bede om en doggybag på en restaurant eller café i Danmark.

- Med denne undersøgelse kaster vi nyt lys på tabuet om doggybags – og forhåbentligt inspirerer vi restaurationsbranchen med nogle konstruktive forslag. Det har længe være kendt, at danskerne opfatter doggybags som tabu. Men de nye tal viser, at flere vil være tilbøjelige til at bede om en doggybag, hvis restauranterne kunne håndtere sådanne på en mere diskret måde, siger initiativtager til undersøgelsen Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad.

Muligheder for industrien
- Madspildet i restauranter og storkøkkener er betydeligt. Ifølge de nyeste tal fra Nordisk Ministerråd spilder de danske storkøkkener ca. 140.000 ton mad om året. Rapport fra Unilever Food Solutions peger på, at 80 procent af forbrugerne i den vestlige verden går op i, hvor meget mad, der spildes, når de spiser ude. Samtidig viser tal fra Kost & Ernæringsforbundet, at 95 procent af kantinelederne kender til spild af tilberedt mad - altså spild udenfor køkkendøren. Selvom doggybags er et amerikansk fænomen, og portionerne i Danmark er noget mindre end i USA, er doggybags et interessant redskab til mindre madspild, som bør udforskes. Udover at forhindre madspild, kan doggybags jo også udgøre et nyt reklamemedie, så vi opfordrer industrien til at kigge nærmere på mulighederne, siger Selina Juul.

Anne Marie Fogh Larsen fra Suhrs Madakademiet og rådgiverpanelmedlem i Stop Spild Af Mad ser positivt på doggybags:

- Doggybags/box er en super god idé f.eks. til småtspisende gæster og børn. Mange børn kan teste deres smagsløg på nye og spædende retter i stedet for altid at skulle have samme børnemenu. Forældre behøver ikke at være bange for, at børnene enten ikke kan lide maden eller ikke får spist det hele – det kan gemmes og blive spist, når barnet igen er sulten. Det giver ro, når hele familien er på restaurant – forældrene slapper af, børnene får lyst til at spise nye ting, og hvis der er lidt lang tur hjem, kan ”jeg er sulten” problematikken løses med det samme, nemlig ved at åbne doggybag/box’en. Hvis barnet har lyst til at prøve retter, der ikke lige er fra børnemenuen, er det ikke noget problem, hvis barnet ikke kan spise det hele – familien kan tage det med hjem og spise det senere.

- Der skal udtænkes en smart og funktionel løsning på en doggybag, så den tilgodeser at maden bliver opbevaret optimalt f.eks. en doggybag/box med separate rum til det forskellige. Hvis ikke doggybagen er indbydende, når man åbner den hjemme, er der risiko for, at maden ryger ud der i stedet for at blive spist, fortsætter Anne Marie Fogh Larsen.

Fænomen i fremgang
Indtil videre tilbyder kun få danske restauranter doggybags, men trenden er ved at brede sig. Albertslund Kommune, som sammen med Stop Spild Af Mad er medunderskriver på Miljøministerens Charter om Mindre Madspild, har gjort det til en mærkesag.

Takket være Agenda Center Albertslund har hele 14 restauranter i Albertslund Kommune indført doggybags. Miljømedarbejder Zacharias Madsen fra Agenda Center Albertslund fortæller:

- I Albertslund har vi rigtig gode erfaringer med doggybags. Da vi fortalte spisestederne om idéen med doggybags for at reducere madspildet, kunne langt de fleste se det fornuftige i at indføre doggybags. Derfor er det i dag muligt at få sine madrester med hjem på mange spisesteder i Albertslund. Det er Agenda Centrets klare udtryk at flere og flere albertslundere, restauratører og kantiner er blevet opmærksomme på at undgå madspild.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093