Her er børnenes skolemadpakke
Flere end 9 ud af 10 børn får en madpakke med i skole, som er smurt af mor og indeholder gamle kendinge.
Således svarer 92 procent af de 962 respondenter i en ny undersøgelse fra FDB Analyse ja til, at deres børn får madpakke med i skole.
Når det kommer til indholdet er 85 procent delvist enige eller helt enige i, at det er sundt. Konkret hitter især rugbrød, som 72 procent af eleverne har med i madpakken, mens æg, ost, pølse og leverpostej er de mest populære former for pålæg.
Som supplement er især agurk og gulerødder et populært valg.
Undersøgelsen viser også, at det i 63 procent af tilfældene er mor, der smører madpakken, og at kun fire procent af de adspurgte forældre erklærer sig uenige i, at ungerne rent faktisk kan lide madpakken.
En af grundene til eventuel utilfredshed kunne være, at der ikke er køleskabe på skolerne. Det oplever 18 procent af de adspurgte.