Royal Greenland lukker fabrik
Virksomhedens fabrik i Glyngøre kører med et samlet underskud. Det tager Royal Greenland nu konsekvensen af og lukker produktionen.
Det er dog ikke hele produktionen i Glyngøre, der kører med underskud, og den sunde del af produktionen vil blive flyttet til fabrikken i Aalborg.
65 af medarbejderne fra Glyngøre-fabrikken får tilbuddet om at flytte med til Aalborg. Det er omtrent halvdelen af de ansatte i Glyngøre.
Ifølge P4 Nordjylland forhandler Royal Greenland stadig detaljer med medarbejderne. Men det er meningen, at flytningen gradvist skal gennemføres i de tre første måneder af 2013.