SuperBrugsen finder guld på bunden af køledisken
Et halvgammelt kølemøbel i Skælskør fik sat 12 nye iQ-motorer fra JENK på ventilatorerne i bunden, og strømforbruget faldt til næsten det halve. Nu udskifter brugsuddeleren resten af de op mod 100 ventilator-motorer i butikken.I SuperBrugsen i Skælskør snurrer ventilatorerne lystigt i alle køleskabe og frysediske og sørger for at holde den rigtige temperatur til mælk og kød og alle andre madvarer. Midt i butikken står kølemøbel nr. 4 med sit indhold af hakket oksekød og medisterpølse. Møblet er 14 år gammelt, 12 meter langt og ligner alle de andre kølemøbler i butikken. Men nede i bunden, skjult under kød-bakker og bundplader, er der netop blevet installeret 12 nye iQ-motorer, der med et snuptag har løftet møbel nr. 4 op i superligaklassen.
Det tog 2 mand 4 timer at udskifte de 12 gamle Q-motorer med nye iQ-motorer. Udvendig ser de ud præcis som de gamle Q’er, hvilket gør det meget enkelt at lave udskiftningen. Men man skal ikke lade sig narre af det diskrete ydre, for indvendig er iQ-motoren en toptrimmet
racehest – en intelligent motor, der tilpasser energiforbruget efter opgaven, så der ikke går noget til spilde. Og det kan aflæses direkte på el-måleren.
- Vi har målt strømforbruget på møbel 4 både før og efter udskiftningen, og vi kan se, at forbruget næsten er halveret, fortæller brugsuddeler Poul Holm begejstret.
For kølemøbel nr. 4 betyder det en årlig besparelse på 4.152 kr. med de nuværende el-priser. Det vil sige, at udgifterne til at skifte fra Q til iQ – med indkøb af de 12 motorer og arbejdsløn til udskiftningen - er tjent hjem i løbet af 2-3 år.
En god forretning
Det er mange år siden, Poul Holm begyndte i at tænke i besparelser på strømforbruget, f.eks. var butikken i Skælskør en af de første, der fik sat skydelåger på fryse- og kølemøblerne for at holde på kulden.
- Et par måneder senere kom el-selskabet ind i butikken med en stor check – jeg skulle have penge tilbage, griner Poul Holm.
Nu er det ventilator-motorerne i butikken, der står for tur. Der er i alt ca. 100 ventilatorer i SuperBrugsen i Skælskør, og hver og en er drevet af en lille strømslugende Q-motor, der godt nok er billig i indkøb, men meget dyr i drift. Og det skal der nu gøres en ende på, har brugsuddeler Poul Holm besluttet. Frysediske og køleskabe vil et efter et blive tømt, så montørerne kan komme til ventilatorerne og skifte fra Q til iQ – jo før jo bedre. Poul Holm har nemlig næse for, hvad der er en god forretning.