Ny muligheder for at dokumentere godt hygiejnisk design
Med en stor udvidelse af sin certificeringsordning tilbyder EHEDG nu det blå stempel for godt hygiejnisk design til flere typer udstyr end tidligere.
Med en stor udvidelse af sin certificeringsordning tilbyder EHEDG nu det blå stempel for godt hygiejnisk design til flere typer udstyr end tidligere. Således er det nu muligt at dokumentere god rengørlighed af såvel åbent som lukket udstyr – uanset om der anvendes CIP (Cleaning In Place), eller udstyret adskilles ved rengøring. Det samme gælder udstyr til produktion af tørre produkter, der rengøres enten automatisk eller manuelt.
”EHEDG har nu fire certificeringsklasser, der tilsammen dækker næsten alt udstyr til produktion af fødevarer. Dermed er vi også tættere på at certificere større anlæg og produktionslinjer som en helhed”, siger seniorkonsulent Henrik Classen fra Teknologisk Institut, der er medlem af EHEDG.
Teknologisk Institut's testcenter for Hygiejnisk Design er det eneste laboratorium i Norden, som er autoriseret af EHEDG til at certificere produktionsudstyr.
Certificeringen er baseret på en inspektion af tegninger og udstyr for at evaluere, om udstyret lever op til de kriterier for hygiejnisk design, der er beskrevet i EHEDG's dokument nr 8: Hygienic Equipment Design Criteria. Ofte kan evalueringen ikke stå alene ved en certificering, derfor skal der endvidere udføres rengørlighedstest af procesudstyret i henhold til EHEDG's guidelines.
EHEDG betyder European Hygienic Engineering & Design Group og er et europæisk samarbejde om hygiejnisk design og hygiejnecertificering af udstyr til fødevareindustrien.
Yderligere information ved
Seniorkonsulent Henrik Classen
Telefon 72201943
henrik.classen@teknologisk.dk