Fire stærke miljø-kvinder støttede op om dansk vind
Den danske pavillon på Europe's Wind Energy Event i Bruxelles, som fandt sted den 14. – 17. marts, fik fornemt besøg.
Fire kvindelige politikere, der på forskellig vis har været med til at forme den danske succes inden for bl.a. vindbranchen, kiggede forbi og fik en snak med de danske udstillere.
Connie Hedegaard, Karen Elleman, Lykke Friis og Eva Kjer Hansen kom for at støtte de danske udstillere og få et indblik i den nyeste udvikling på området. 26 udstillere var repræsenteret på den danske pavillon, som Danish Wind Energy Group og Vindmølleindustrien stod bag.
EWEA 2011 blev officielt skudt i gang kl. 10.00 den 14. marts, og blandt åbningsdeltagerne var bl.a. den danske Klima- & Energiminister Lykke Friis. Efter den officielle ceremoni fik ministeren tid til at besøge de danske udstillere.
Lykke Friis vekslede et ord med Tea Tramontana fra LORC fik hos Lars Ellyt fra Svendborg Brakes uddybet sit kendskab til bremser i forbindelse med en vindmølle. Til slut fik hun en snak med Vice President hos kk-electronic a/s, Anders Hornhøj, som kunne fortælle om sit produkt, som han kaldte "hjernen i vindmøllen".
Et par timer senere fik den danske pavillon atter besøg, denne gang af Miljøminister Karen Elleman, der bl.a. fik en snak med repræsentanter for C.C. JENSEN, som hun kendte fra åbningen af deres kinesiske fabrik tidligere på året. Hos det internationale salgsteam fra Densit ApS blev Karen Elleman derefter klogere på, hvordan man monterer havvindmøller.
Næste dag var folketingsmedlem Eva Kjær Hansen på besøg sammen med erhvervsorganisationen Business Kolding. Hun fik bl.a. en snak med formanden for sektionsrådet i Danish Wind Energy Group, Henning G. Jensen fra Eltronic a/s.
Endelig, den 16/3, dukkede Connie Hedegaard, der har fået status som international miljøikon, op som officiel taler på EWEA-programmet. På en tale, som hun holdte på den danske pavillon, sagde hun følgende til den store skare af tilhørere:
- Udfordringerne forsvinder ikke mht. energiforsyning, og derfor skal der nye løsninger til. Danmark er godt positioneret til at opnå en større andel af leverancerne til fremtidens energiforsyning. Det er ikke en stor hemmelighed, at vindsektoren vil være én af de primære energiformer i fremtiden, og her er den danske vindenergibranche førende. Så et stort tillykke til virksomhederne med et godt stykke arbejde, der skaber succes på alle niveauer.
Efter talen var Connie Hedegaard rundt på den danske pavillon for at hilse på udstillerne.
I alt var der ca. 400 udstillere og over 9000 besøgende fordelt over de fire dage. Dermed var udstillingen i år større end nogensinde. Næste EWEA-udstilling finder sted i København (Bella Center), 16. – 19. april 2012.
Fotos (© Dansk Eksportforening): 14/3: Klima- & Energiminister Lykke Friis sammen med Anders Hornshøj, Vice President hos kk-electronic a/s 14/3: Miljøminister Karen Elleman sammen med det internationale salgsteam fra Densit ApS 15/3: Folketingsmedlem Eva Kjer Hansen sammen med Henning G. Jensen, fra Eltronic A/S (og også formand for sektionsrådet i DWEG) 16/3: EU-kommissær og tidl. Klima- & Energiminister Connie Hedegaard taler på den danske stand