23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Jensen Metal køber underleverandøraktiviteterne i RS Engineering.

Med effekt fra den 25. marts 2011 har Jensen Metal A/S købt underleverandøraktiviteterne i RS Engineering A/S.

I forbindelse med handlen overtager Jensen Metal seks dedikerede og særdeles velkvalificerede smede, der fremadrettet vil betjene RS Engineerings kunder fra Jensen Metal i Hasselager.

”Da vi besluttede at sælge vores underleverandøraktiviteter for at fokusere forretningen, var Jensen Metal den helt naturlige virksomhed at henvende sig til. Det var vigtigt for os at have tillid til køberen, da vi ønskede at sikre medarbejdere og kunder bedst muligt - denne tillid har vi til Jensen Metal, som vi kender i forvejen fra et fortrinligt samarbejde”, siger adm. direktør Claus Bjerring.

Hos Jensen Metal A/S har købet af aktiviteterne fra RS Engineering et præcist forretningsmæssigt sigte. ”Købet af aktiviteterne skal være med til at øge omsætningen i Jensen Metal i Danmark. Det er jo ingen hemmelighed, at den danske jern- og metalindustri fortsat er presset, så vi kigger nøje på, hvad der kan styrke vores aktiviteter i Danmark”, fortæller CEO Lars-Bo Christensen.

”Jensen Metal byder på en række værdiskabende services inden for underleverandørbranchen, og dem glæder vi os meget til at kunne stille til rådighed for vores nye kunder”, understreger Lars-Bo Christensen.

Jensen Metal i Hasselager tilbyder de mere komplekse løsninger i rustfrit stål og aluminium og udfører tillige maskinbygning for en række kunder. Arbejdsområderne dækker bl.a. 3D-produktionsforberedelse med kosteffektive løsninger for øje, laserskæring, kantbukning, certifikat-svejsning, overfladebehandling og montage. Samtidig fungerer fabrikken i Hasselager som ”back-up” for de danske kunder, der har valgt også at få produceret på virksomhedens lettiske fabriksanlæg.

LSEZ ”Jensen Metal” SIA i Letland tilbyder serieproduktion og leverer alt fra små komponenter til store konstruktioner i rustfri stål, sort stål og aluminium. Arbejdsområderne dækker bl.a. laserskæring, revolverstansning, robotsvejsning, adskillige former for overfladebehandling, bl.a. pulverlakering, samt færdig montage.

Jensen Metal har med sine fabriksanlæg i Hasselager og Letland samlet 18.500 kvm produktion og beskæftiger i alt 250 medarbejdere. Kunderne findes inden for bl.a. fødevareindustrien, møbelindustrien, elektronikindustrien, transportsektoren, miljø og energisektoren samt en lang række andre områder, hvor kunderne efterspørger kosteffektive kvalitetsløsninger i aluminium, rustfrit stål eller sort stål. ”Derfor tør vi godt sige, at vi dækker næsten ethvert behov”, slutter Lars-Bo Christensen.

Jensen Metal A/S
Stormosevej 6-8
8361 Hasselager
Århus Kommune
Danmark
CVR nummer: DK28290772

Send til en kollega

0.031