23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Dansk robotteknologi imponerer Samsung, Hyundai og Oshima Shipyard

Danske Inrotech har formået at løse en kendt problematik med svejserobotter, som verdens førende skibsværfter og robotleverandører hidtil ikke har kunnet løse. Senest har det vakt stor interesse hos den koreanske skibsbyggergigant, Samsung.

Interessen for Inrotechs svejserobot skyldes, at robotten bryder med alle hidtidige måder at anvende og betjene svejserobotter på inden for værftsindustrien. Inrotechs løsning svejser 40 procent hurtigere end manuelle svejsere, og den kræver ingen forudgående roboterfaring eller programmørviden at betjene.

Én operatør kan betjene op til seks robotter
Svejserobotten bevæger sig på en enkel modulbygget skinne, der kan forlænges, så den kan nå steder, der ellers ville være svært tilgængelige. Ved hjælp af indbyggede sensorer kan robotten selv identificere emnet, kombinere og skalere opgaven efter behov og efterfølgende svejse efter de fastlagte forskrifter og med stor ensartethed.

”Den bagvedliggende programmering med et simpelt brugerinterface betyder, at operatøren kan nøjes med tre til fire tastetryk for at betjene robotten. Der er ingen komplicerede programmeringskoder, og operatøren behøver hverken manuelt at tildele robotten opgaver eller at overvåge den. Derfor kan operatøren betjene op til fire robotter på en gang,” forklarer Flemming Jørgensen og fortsætter:

”Opstår der fejl eller behov for service, så kører vores robot selv i en serviceposition, hvorefter den vender tilbage og starter til der, hvor den blev afbrudt. Det betyder, at vores kunder kan spare en del på udgifter til personaleuddannelse i forhold til betjening og overvågning af robotten.”

Samsung og Hyundai viser interesse
Hos skibsbyggergiganten Oshima Shipyard var man blandt de første til at se fordelene ved Inrotechs svejserobot, og her har man implementeret den danske robotløsning. Også Europas største leverandør af svejsemaskiner, KEMPPI, har vist stor interesse og har indgået et teknologisk samarbejde med Inrotech. Fra den 14.-16. november deltager Inrotech på Danish Offshore Energy Gruops (DOEG) danske fællesstand ved Offshore Korea 2012. Her har koreanske Samsung og Hyundai på forhånd meldt deres ankomst for at se den danske svejserobot.

Alene besøget og interessen for en dansk softwareløsning hos en asiatisk skibsgigant er banebrydende, da det er sjældent set, at robotteknologi importeres fra Europa til Asien. Koreanske Samsung har indtil videre også haft deres forbehold:

”Til at starte med fortalte Samsung, at de selv har en meget stor robotafdeling, og derfor vil de under ingen omstændigheder købe robotter udefra. Efterfølgende har Samsung været inde at kigge på vores corporate website, hvorefter de har meldt ud med en stor interesse i at se vores svejserobot,” fortæller Flemming Jørgensen, direktør i Inrotech.

Vil etablere sig i Sydkorea
For et år siden havde ejer og direktør Flemming Jørgensen kun tre mand ansat, i dag er de tolv. Det seneste halvandet år er forespørgslerne strømmet ind til trods for, at Inrotech hverken har haft tid eller evne til at markedsføre sig selv og den unikke svejserobotløsning.

”Inden for de seneste 36 måneder er forretningen udvidet med eksport til Japan, Tyskland, Rumænien, og i øjeblikket forhandler vi om kontrakter i både Holland og Frankrig. I Brasilien er vi ved at indgå en forhandleraftale, og i Sydkorea har vi indgået et samarbejde med en lokal kontakt om en fast etablering i landet, så vi kan komme ind på de største koreanske skibsværfter,” fortæller Flemming Jørgensen.

Fakta: Inrotech leverer specialiserede og mobile robotløsninger der:
• Er skræddersyede til den enkelte opgave
• Er innovative i mekanik, software og betjening
• Kan betjene ufremkommelige steder
• Er 40 procent mere effektive end manuelt svejsearbejde
• Selv kan identificere emnet, kombinere og skalere opgaven efter behov og efterfølgende svejse efter de fastlagte forskrifter
• Kan betjenes ved tre-fire tastetryk
• Minimerer omkostninger til personaleuddannelse, betjening og overvågning

Fakta: Offshore Korea 2012
• Er Sydkoreas første rene offshore-udstilling
• Er sponsoreret af Sydkoreas fire største skibsværfter; HHI (Hyundai), DSME (Daewoo), STX og SHI (Samsung)
• Repræsenterer 250 udenlandske og 150 koreanske firmaer
• Har deltagelse af 10 danske virksomheder i en fælles, dansk pavillon
• De deltagende virksomheder på den danske fællespavillon er Brdr. Christensen, Danfoss A/S, DEIF A/S, Ellehammer A/S, Hempel A/S, INEXA TNF Aps, Inrotech Aps, JEVI A/S, Nordisk Højtryk og Viking Life-saving Equipment
• Finder sted i Busan fra den 14.-16. november 2012

Danish Export Association (Eksportforeningen)
Eksportens Hus
Lysbrohøjen 24
8600 Silkeborg
Silkeborg Kommune
Danmark
CVR nummer: DK35310118

Send til en kollega

0.047