I Aberdeen er der muligheder for dansk olie- og gasbranche
Storbritannien estimerer, at ca. 70 % af deres energiforbrug i 2020 fortsat vil være dækket af bl.a. olie og gas. Danish Offshore Energy Group arrangerer en 180 m² stand på Offshore Europe 2013 d. 3.-6. september i Aberdeen.
Danske Crysberg er en ud af flere danske virksomheder, der ser Offshore Europe 2013 som mulig indgang til det europæiske marked.
”Der er gode eksportmuligheder på det britiske marked, som er et af vores mest lovende nærmarkeder inden for det næste årti,” fortæller Jørn Hansen, Senior Sector Manager i Eksportforeningens Danish Offshore Energy Group, som er et eksportnetværk for knap 90 danske leverandører til den internationale olie- og gasbranche.
”Offshore Europe er den vigtigste europæiske messe inden for olie- og gassektoren, og her er der mulighed for at skabe internationale handelskontakter,” fortsætter han.
Olie og gas dominerer i Storbritannien
I 2011 var olie- og gassektoren den største industrielle investor i Storbritannien med £9,9 mia. investeret i efterforskning og nyudvikling.
”Danske leverandører inden for offshore-branchen er langt fremme i forhold til udvikling af ny teknologi, som briterne efterspørger. Især små og mellemstore danske virksomheder har specifikke kompetencer, der kan være i høj kurs på det britiske marked,” fortæller Jørn Hansen.
De britiske investeringer i efterforskning og nyudvikling inden for offshore-industrien betød £7 mia. i produktionsomkostninger. Den britiske vækst tiltrækker mange udenlandske leverandører og heriblandt de danske.
”De store britiske offshore-investeringer er en klar indikator på, hvor stor en rolle olie og gas også fremover vil spille i dækningen af verdens energibehov. I Storbritannien skal ca. 70 % fortsat være dækket af olie og gas i 2020,” beretter Jørn Hansen.
Nye tider hos Crysberg
Crysberg er en ny og ambitiøs aktør på offshore-markedet. Hidtil har virksomheden arbejdet meget inden for styresystemer til miljøindustrien, men tiderne skifter.
- For os er målet med deltagelse på Offshore Europe at få adgang til det europæiske marked, og på længere sigt vil drømmescenariet være at udvide til globalt plan, fortæller Frede Christensen, Business Development Manager hos Crysberg.
Offshore Europe leder til offshore-succes
Danske offshore-leverandørers chance for at øge såvel deres europæiske som internationale eksport kan blive hjulpet godt på vej af Offshore Europe. På messen får danske virksomheder mulighed for at fremvise deres produkter og know-how. Danish Offshore Energy Group vil markedsføre de danske virksomheder før og under messen i samarbejde med Den Danske Ambassade i London.
Offshore Europe er Europas vigtigste olie- og gasudstilling og dækker alle aspekter af offshore-industrien, herunder udvikling af oliefelter, boreteknik, produktion og miljøbeskyttelse. Sidste år havde Offshore Europe 48.000 besøgende og mere end 1.500 udstillere. Tidligere har messen tiltrukket mange offshore-interessenter omkring Nordsøen samt internationale spillere i offshore-industrien.