23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Koder skal effektivisere hospitalerne i Region Hovedstaden

For at automatisere varestrømme på hospitalerne har Region H valgt at bruge den internationale GS1 standard, GLN. Her giver it-arkitekt Jan Stokkebro Hansen fra Region H indblik i de mange fordele, der er ved at tale samme sprog i hospitalssektoren.

Et fælles sprog er grundlaget
For sygehusene har det en masse perspektiver at få standardiseret lokationsbegrebet, sat GLN-koder på alt relevant og skabt en struktur med et fælles sprog af koder for lokationer. Dette kan blive grundlaget for at automatisere de enkelte processer og udveksle data mellem systemerne. Det fastslår it-arkitekt Jan Stokkebro Hansen fra Region H, som ser mange fordele især for de nye, store sygehuse. Grundlaget for at komme ordentligt i gang med at automatisere og dataudveksle så det virkelig batter, er et fælles sprogligt kodesæt, ligesom vore cpr-numre, mener han.

GLN er effektiv forenkling
GLN-koden er et 13-cifret unikt nummer til brug ved samhandel eller samarbejde, som identificerer et sted, en funktion eller andet. Ved at indføre GLN som et fælles sprog undgår man den kedelige situation, hvor der er mange koder for den samme lokation. Én kode betyder derimod både effektivisering, forenkling og overblik.

”Situationen er lige nu den, at de enkelte faggrupper på et hospital har hver deres måde at identificere steder på. Et hospital kan være ombygget mange gange, så hele den tekniske dokumentation kan være forskellig inden for det enkelte hospital – og ligeså hospitaler imellem. Teknisk afdeling angiver typisk positioner ud fra bygningstegninger i en matrix, der kan være meget fin til at vise, hvor en fatning sidder, men det interessante bliver at koble det tekniske system sammen med vor brugsstruktur, så en lokation får en unik kode.”

Lokationskoding med en brugsvinkel
”Når vi i fremtiden vil lokationskode ting, er det ud fra en brugsvinkel, som kan være at aflevere en vare, navigere frem til et sted eller søge efter ting. Det er for at udveksle informationer om brugslokationer. Det kan være en afleveringsadresse for varer eller en reception, hvor patienten skal henvende sig. Eller vi kan tracke, hvor udstyr befinder sig m.m.”

”Vort andet projekt er to nye store sterilcentraler, hvor vi automatiserer i stor stil med robotter og højlager. Her skal alt operationsudstyr kunne spores, så vi kan se, hvilken vaskemaskine eller autoklave udstyret har været i og kan spole tilbage, hvis der opstår problemer. Når regionen i dag bestiller varer, foregår det i et SAP-system med egne koder for leveringsadresser, men varebestilling skal fremover baseres helt på GLN.”

Ønsker at samarbejde internationalt
”Mange af vore varer leveres af internationale producenter, der baserer sig på GS1, så det giver mening, at vi også gør det, når vi skal udveksle informationer. Vi lægger således grundlaget for at automatisere og sikre flydende integrationer mellem vore systemer. Vi fungerer som regionsapotek for de grønlandske hospitaler og forudser desuden et større samarbejde i Øresundsregionen i fremtiden, hvor Region H og Skåne allerede samarbejder på en række områder.”

”Vi vil fremover være medlem af GS1-organisationen for at se, om vi kan lære af noget af det, man gør andre steder i verden. Måske kan vi selv bidrage med viden på grund af vore nye projekter. Vi håber, de andre regioner vil følge os og se det som en interregional standard for dataudveksling mellem regionerne indbyrdes. På logistikområdet er vi nok dem, der fører, fordi vi arbejder målrettet på det, mens Region Midt er længere fremme med at spore personale og varer. Vi samarbejder med Region Midt om at få det hele til at hænge rigtigt sammen. I øjeblikket kan én vare hedde noget forskelligt i systemerne, så de fem regioner drøfter oprettelse af en fælles produktdatabase for vareindkøb, så alle får fælles koder og sprog.”

”Der er mange systemer og lokationsbegreber i sundhedssektoren. Uden fælles standarder og kodesæt får vi aldrig det hele til spille sammen. Slutmålet for logistikken er at få de rette varer til rette sted i rette tid, og for hele effektiviseringen er det at flytte ressourcer over til varme hænder”, slutter Jan.

Ud over identifikation af lokationer, ønsker Region Hovedstaden også at anvende GS1 standarder til at identificere transportudstyr såsom vogne og containere. Derudover mærker leverandørerne af eksempelvis medicinsk udstyr deres produkter med GS1 standarder og dermed har Region Hovedstaden mulighed for at følge produkterne fra leverandør til lager til patient – og tilbage igen.

Vil du vide mere?
Kontakt GS1 Denmark på telefon 39 27 85 27 eller info@gs1.dk

GS1 Denmark
Vesterbrogade 149
1620 København V
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK10629845

Kontaktperson

HRO
Helle Riis Olsen
Marketing koordinator
hol@gs1.dk

Send til en kollega

0.047