Nyt ansigt ved Process Engineering A/S
Pr. 1. januar 2024 er Peter Mischorr ansat som afdelingsleder i Process Engineering A/S’ nyoprettede afdeling i Esbjerg. Herfra vil han være med til at opbygge en stærk tilstedeværelse i det vestjyske.
Peter Mischorr er uddannet klejnsmed og maskiningeniør og har en stærk faglighed og bred erfaring med ledelse og projektledelse af store projekter inden for olie & gas-, vind- og mejeribranchen. Hans tekniske kompetencer ligger primært inden for proces, stål, struktur og svejsning.
Peter har sin erfaring med ledelse og projekter gennem ansættelser i både mindre og større virksomheder og i virksomheder, som har fungeret som både underleverandør og kunde, hvilket har givet ham en vigtig forståelse for samspillet mellem virksomheder i projekter.
En længere ansættelse som senior projektleder hos Maersk Oil har givet ham viden og indsigt i store multidiscipline projekter inden for olie- og gasbranchen, hvor projekter skulle eksekveres offshore. En ansættelse hos ingeniør- og konsulentvirksomheden BIIR som senior konsulent, hvor han fungerede som ekstern projektleder hos virksomhederne Vestas og Johnson Controls har givet ham en forståelse for hurtigt at kunne sætte sig ind i kundens problemstilling og derved kunne bidrage til løsning af kritiske problemstillinger. Senest har han været tilknyttet Process Engineering A/S som konsulent hos Q-Meieriene i Norge.
I første halvår af 2024 fortsætter Peter med at varetage sine opgaver hos Q-Meieriene i Norge, hvorefter hans fokus vil være på at opbygge en stærk afdeling i Esbjerg.
Vi byder Peter velkommen til Process Engineering.