23948sdkhjf

ØKOlab skruer op for økologien i kantinen

Danskerne er vilde med økologi, men mange kantiner og arbejdspladser har endnu ikke taget springet til mere økologi. ØKOlab er stedet, hvor de køkkenprofessionelle kan få gratis hjælp.
På de danske arbejdspladser er der et ønske om mere økologi, men der er endnu langt mellem de økologiske råvarer. Og netop det er baggrunden for Arlas initiativ ØKOlab, der hjælper både offentlige og private virksomheder til at få mere økologi ind i kantinen.

Målet er at hjælpe virksomhederne til at øge den økologiske andel fra 5-30 procent til 30-60 procent, uden at det koster mere, forklarer man fra Arlas side.

Det er nemlig en myte, at økologi slår bunden ud af budgettet, forklarer Christian Hovmann, der er ansvarlig for ØKOlab hos Arla Foodservice.

- Mange kantineledere er i dag bevidste om økologi og bæredygtighed og har et ønske om flere gode råvarer og mere økologi i køkkenet. Men samtidig tøver en stor del med at satse på økologi, fordi de frygter, at bunden går ud af budgettet. Vores mål er at hjælpe virksomhederne til et mere økologisk køkken, uden det koster mere, siger han.

Arbejdspladser skal ind i øko-kampen
Omlægningskonsulent Mathias Holt fra Københavns Madhus, der er uddannet kok og har en baggrund som køkkenchef i Meyers Madhus, er blandt underviserne på Arla ØKOlab. Han understreger, at små ændringer i køkkenet kan gøre en stor forskel.

- Det behøver ikke at være forbundet med en merudgift at lægge køkkenet om til mere økologi. Man kan komme langt med små greb. Ved at omlægge køkkenets mejeriprodukter, basisgrønt og kornprodukter til økologi, kan man typisk nå op på mellem 30 og 60 procent økologi, siger han.

Samtidig handler det om at vælge flere lokale råvarer, forklarer Mathias Holt.

- At omlægge til mere økologi kræver en mentalitetsændring. Vi skal vinke farvel til tomatsalaten om vinteren og i stedet vælge salater med råvarer, der er i sæson herhjemme. Og så skal vi fokusere på kvalitet i stedet for kvantitet, siger han.

Arla ØKOlab er arrangeret af Arla Foodservice og er et gratis tilbud til køkkenprofessionelle i både offentlige og private virksomheder. ØKOlab er en seks timers workshop med både teori og praksis og finder sted 30 gange om året i Valby og Viby J.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079