Kommissionsrapport baner vej for vækst i fødevareerhvervet
Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening ser positivt på Natur- og Landbrugskommissionens nye anbefalinger, som Regeringen i øvrigt vil diskutere videre med danskerne.
- Hvis kommissionens forslag bliver omsat til en ny og moderne miljøregulering, vil det give hele Danmark et løft. Vi er i landbruget klar til at øge produktionen, samtidig med at vi sikrer et bedre miljø. Danmark er et smørhul, når det kommer til fødevareproduktion, og den måde miljølovgivningen er skruet sammen på i dag, forhindrer os i at udnytte potentialet, siger viceformand i Landbrug & Fødevarer Lars Hvidtfeldt.
Fødevareerhvervets vækst starter i marken
Det er især det nyskabende forslag om en målrettet og differentieret regulering, der kan gøre det muligt for danske landmænd at dyrke deres jord mere optimalt. I dag er alle danske landmænd underlagt regler, der gør det umuligt for dem at give planterne den mængde næringsstoffer, de har behov for. Det er på trods af, at Natur- og Landbrugskommissionen forudsætter, at mindst 70 procent af danske landmænd dyrker ”robust jord”, og dermed sagtens kunne øge næringstilførslen til planterne, uden at det vil få negativ miljøeffekt.
- Fødevareerhvervets vækst starter i marken hos landmanden. Det er forudsætningen for, at vi kan øge produktionen af både konventionelle og økologiske råvarer i Danmark. Flere svin, høns, mink og mere mælk vil ikke alene betyde flere arbejdspladser ude på landbrugsbedrifterne. Vi kan sikre tusindvis af afledte jobs på slagterierne, i byggeriet, i transportbranchen og så videre. Vi skal huske på, at det her oveni købet er et potentiale, der kan realiseres hurtigt, hvis regeringen nu er sit ansvar bevidst og omsætter anbefalingerne til virkelighed, siger Lars Hvidtfeldt.
Anbefalingerne fra Natur- og Landbrugskommissionen skal være startskuddet til at øge råvaregrundlaget. Når landbruget producerer flere råvarer, kan eksporten fra fødevareerhvervet stige med 50 milliarder årligt og skabe op til 25.000 arbejdspladser. Det vurderer regeringens eget Vækstteam Fødevarer.
Kommissionsrapporten set med økologiske briller
Også økologerne er overordnet set tilfredse med kommissionsrapporten. Økologisk Landsforening kvitterer for, at kommissionen anerkender økologisk produktionsbidrag til både vækst og miljø og kommissionens forslag om styrket produktudvikling og anvendelse af økologi i beskyttelse af natur og drikkevandsressourcer. Men foreningen ser også en risiko for, at økologien marginaliseres.
- Det er meget konstruktivt, at vi med rapporten har en saglig erkendelse af, at landbrugets betydning for Danmarks natur og miljø er kritisk, og at der skal ske noget for at forbedre tilstanden. Økologien er med regeringens målsætning om en fordobling af arealet i 2020 et væsentligt bidrag til de forbedringer. Økologi er ægte grøn vækst, og jeg mener, at økologien er det mest præcise svar på de udfordringer, kommissionen er blevet sat i verden for at finde løsninger på, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.
Økologi er i regeringsgrundlaget udpeget som ét af to udviklingsspor for dansk landbrug. Det, synes formanden, ikke helt skinner igennem i kommissionsrapporten.
- Det er væsentligt, at man ikke marginaliserer økologien til at være ren naturpleje og aflad for den konventionelle produktion, men også fastholder økologien som et af hovedsporene i dansk landbrug.
- Økologi bidrager til økonomisk vækst og højværdiproduktion i fødevaresektoren og gør markedet til en allieret i natur- og miljøindsatsen. Det globale marked for økologi er på 360 milliarder kroner og har været i konstant vækst hele vejen gennem krisen. Kommissionens anbefalinger er en god platform, som vi vil arbejde videre på i de politiske forhandlinger, der nu følger efter, afslutter Per Kølster.
Natur- og Landbrugskommissionens nye rapport rummer i alt 44 anbefalinger, der kan sætte gang i den grønne omstilling af Danmark. Blandt andet foreslår kommissionen, at der iværksættes en grøn kortlægning af Danmark. Regeringen vil nu arbejde videre med mange af anbefalingerne og diskutere dem med interessenter, politikere og borgere rundt om i landet.