McDonald's Danmark får fortsat fisk fra Espersen
Tidligere på sommeren kom det i Politiken frem, at den danske virksomhed Espersen fortsat importerer russisk fisk. Det fik McDonald’s Danmark – der gennem flere år har fået leveret fisk af Espersen – til at meddele, at kæden sidste år ophørte med at bruge fisk med forbindelse til russisk fiskeri.
Men Espersen leverer fortsat fisk til burgerkædens Filet-o-Fish, oplyser McDonald’s Danmarks kommunikationschef Fannie Pramming, som i en mail til Food Supply tilføjer:
- Fisken, som vi i dag bruger i vores Filet-O-Fish, er MSC-certificeret alaskasej fra USA. Vi har brugt alaskasej fra USA siden oktober 2022.
Hun vil ikke uddybe årsagen til, at McDonald’s i Danmark ikke længere benytter sig af russisk fisk.
Ud over McDonald’s Danmark leverer Espersen, som er landets største producent af fiskeprodukter, også fisk til burgerkæden i 41 andre lande.
Food Supply har spurgt Espersen, om virksomheden fortsat leverer russisk fisk til McDonald’s i andre lande. Det har Espersen ingen kommentarer til, lyder det i et skriftligt svar til Food Supply.
Food Supply spurgte desuden McDonald’s hovedkvarter i Chicago, om Espersen stadig leverer russisk fisk, men har ikke fået svar på henvendelsen.