Kapitalfond overtog kontrollen over dansk barkæde
Da den danske barkæde The Old Irish Pub i midten af august fik kapitalfonden Standard Investment ind i ejerkredsen, var det uvist, hvor stor en del de havde overtaget.
Nu viser nye oplysninger i CVR-registret, at kapitalfonden sidder på over 50 procent af både anparterne og stemmerne i Old Irish Pub, skriver Finans.
Brødrene Peder og Kristian Blak, der har solgt majoriteten, har dog stadigvæk en vigtig rolle i driften af barkæden.
-Som vi meldte ud, da vi offentliggjorde samarbejdet, ser både den oprindelige ejerkreds og Standard Investment dette som et partnerskab, hvor vi lytter til hinanden og bruger hinandens stærke sider til at styrke hele virksomheden, skriver Peder Blak i en mail til Finans og fortæller, at han stadig er administrerende direktør.
Brødrene Blak sidder ifølge cvr-registeret hver især på mellem 20 og 24,99 pct. af Old Irish Pub, mens formanden Christian Ingemann har mellem 5 og 9,99 pct. af ejerskabet.
Ifølge Finans har barkæden med Standard Investment i ejerkredsen fokus på at ekspandere væksten og åbne barer i Holland og Belgien.
The Old Irish Pub har flere end 1.800 medarbejdere og landede i 2022 et overskud på omkring 28 millioner kroner.