23948sdkhjf

Nu skal Danish Crown forsvare dyr kampagne i retten

Danish Crown havde alt for stor indflydelse på forskning i svinekøds klimaaftryk, som blev brugt i Danish Crowns egne reklamer.

Det konkluderede eksperter i weekenden hos netmediet Danwatch i forbindelse med mediets omtale af det tætte samarbejde mellem forskere på Aarhus Universitet og slagterigiganten.

Ifølge Danwatch bliver konklusionen nu en del af den længe ventede retssag mod Danish Crown, der er den første retssag om greenwashing herhjemme, og som begynder 20. november. Oplysningen kommer fra advokat Mark Stounberg, der i Vestre Landsret skal føre sagen mod Danish Crown på vegne af Klimabevægelsen, Dansk Vegetarisk Forening og Forbrugerrådet Tænk.

- Det her er i dén grad relevant, fordi sagen jo blandt andet handler om, hvorvidt Danish Crown kan dokumentere, at deres grise er mere klimavenlige, end forbrugerne tror. Der spiller den her rapport fra Aarhus Universitet en helt central rolle. Den er blevet fremlagt som helt uafhængig forskning lavet af uvildige forskere, siger han til mediet.

Danish Crown er stævnet for vildledende markedsføring i forbindelse med reklamekampagnen “Klimakontrolleret Gris”. Den byggede på en rapport fra Aarhus Universitet, som Danish Crown fik lov til at rette i før udgivelse og levere data og beregninger til.

- Sort på hvidt

Danish Crown brugte rapporten som påstand for, at klimaaftrykket ved dansk gris faldt med 25 procent pr. kilo fra 2005 til 2016. Men den manglende armslængde mellem forskerne og virksomheden gør, at man ikke kan tage rapportens resultater for pålydende, mener Mark Stounberg.

- Det fremgår jo sort på hvidt, at Danish Crown har været helt inde i maskinrummet, når det kommer til formuleringer, hvad der skal med i forskellige tabeller og så videre. Jeg mener ærligt talt ikke, at den rapport kan bruges til ret meget, siger Mark Stounberg til Danwatch.

Retssagen er den første sag om greenwashing herhjemme og anses derfor at være af principiel karakter. Den stævnede klimakontrolleret gris-kampagne var Danish Crowns dyreste nogensinde. Kampagnens paroler var “Man kan ikke skære alle grise over en kam”, og “Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror” - foruden påstanden om reduktionen på 25 procent.

Danish Crown ønsker ifølge Danwatch ikke at stille op til interview om rapportens betydning for den kommende retssag. Men ifølge virksomheden ligger rapportens konklusioner fast.

- Der er ingen tegn på, at rapportens analyser, beregninger og resultater ikke er valide og det er den del af rapporten, som vi i Danish Crown har gjort brug af i offentligheden,  skriver pressechef Jens Hansen i en kommentar til Danwatch.

Danish Crown har selv erkendt, at det var kritisabelt, at koncernen i så høj grad blandede sig i forskerens arbejde med at skrive rapporten. Men det får ikke Danish Crown til at føle sig ringere stillet i den kommende retssag.

- Nej, for forskernes resultater er ikke blevet forsøgt påvirket, og derfor har hverken vi – eller for den sags skyld Aarhus Universitet - på noget tidspunkt betvivlet validiteten af den model og de beregninger, der ligger til grund for rapportens resultater,  skriver Jens Hansen til Danwatch.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079