23948sdkhjf

Pantfri grænsehandel med øl og sodavand lever på lånt tid

Det kan snart være slut med at købe pantfri øl og sodavand syd for grænsen.

Det er konsekvensen af, at EU-Parlamentet onsdag har vedtaget den såkaldte emballageforordning, der blandt andet skal mindske mængden af plastik, der havner i naturen.

Forordningen siger også, at der senest fra og med 2029 skal opkræves pant af dåser og flasker i alle EU-lande.

Dermed bortfalder den tyske særordning, der indtil nu har gjort det muligt at slippe for at betale pant, hvis man eksporterer dåser til et andet EU-land.

Det glæder man sig over i Dansk Erhverv, der blandt andet repræsenterer de danske butikker, der har følt sig udsat for unfair konkurrence fra de tyske konkurrenter sydfra.

- De nye regler har kæmpe betydning, og vi vil presse på for at efterlevelsen sker hurtigst muligt.

- Der er dog lang tid til 2029, og det er vigtigt for både miljø samt fair og lige konkurrencevilkår, at der kommer pant på tyske dåser, siger Henrik Hyltoft, der er vicedirektør i Dansk Erhverv.

Dansk Erhverv anslår, at der hvert år kommer 650 millioner dåser uden pant til Danmark, og selv om mange af dem genbruges, havner en del også i naturen.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) kalder i en pressemeddelelse fra Miljøministeriet emballageforordningen en sejr for den danske natur.

- Vi har kæmpet i 20 år for at få pant på tyske dåser og for at få løst problemet med, at pantfri dåser fra tyske grænsehandelsbutikker ender i den danske natur.

- Med emballageforordningen slås det fuldstændigt fast, at der skal opkræves pant i Tyskland, uanset hvor dåserne sælges og hvem de sælges til, skriver han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047