Store fødevareprofiler flokkes om ambitiøs startup
Hvad stiller man op med de mange penge, når man lige har solgt de sidste andele i den fødevarevirksomhed, man har brugt år på at udvikle?
Ja, Easyfood-stifter og nu forhenværende ejer og adm. direktør Flemming Paasch, har valgt at gå den samme vej som den tidligere Dalooon-ejer Hemming Van og investere i den ambitiøse startup Cocohagen, der laver plantebaserede trøffel-snacks.
Ifølge branchemediet Fødevarewatch er Flemming Paasch rykket ind som bestyrelsesformand i Cocohagen fra 1. maj efter at have købt en minoritetsejerandel i selskabet. Som formand afløser han netop Hemming Van, der har solgt en del af sin ejerandel til Paasch.
Både Paasch og Van ejer nu mellem en fjerdedel og en tredjedel af Cocohagen. Det samme gør adm. direktør Asbjørn Diemer, en tidligere politimand, som startede Humlebæk-virksomheden i 2015. En mindre ejerandel på mellem fem og ti procent ligger i selskabet selv.
Cocohagen har endnu ikke offentliggjort regnskab for 2023.