23948sdkhjf

Mikrobryggerier jubler over fortsat rabat på øl-afgift

Regeringens erhvervspakke bevarer den rabat på øl-afgiften, som små bryggerier tildeles for at klare sig i konkurrencen.

Der er stor glæde blandt de danske mikrobryggerier over, at de ser ud til også fremover at skulle betale halv øl-afgift.

Det såkaldte Frigast-udvalg foreslog i februar at droppe støtten til mikrobryggerierne, men regeringen foreslår i dagens erhvervspakke at skære i andre erhvervsstøtteordninger. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Bryggeriforeningen.

- Det er altafgørende for de små danske bryggerier, at de fortsat får rabat på ølafgiften. Uden den opbakning havde rigtigt mange af mine kolleger desværre måttet lukke deres bryggeri. Så i dag er der grund til at skåle for, at mangfoldigheden i den danske øl-verden får lov til at blomstre, siger direktør for Skanderborg Bryghus Kristian Olesen, der er en af to repræsentanter for de små og mellemstore bryggerier i Bryggeriforeningens øverste organ, Executive Commitee.

Han pointerer, hvor vigtig en rolle de mindre bryggerier spiller for lokalsamfundene.

- De små bryghuse skaber lokale arbejdspladser, støtter stedlige leverandører, og de trækker turister til mindre bysamfund og øer. Også derfor er det vigtigt for sammenhængskraften i Danmark, at bryghusene stadig får denne håndsrækning, udtaler Kristian Olesen.

Færre mikrobryggerier

Antallet af bryggerier i Danmark faldt sidste år for første gang i dette årtusinde, og en nylig rundspørge til Bryggeriforeningens medlemmer viser, at frygten for flere lukninger er høj.

- Især de små bryggerier er i forvejen økonomisk ude af balance som følge af høje priser på råvarer, emballage og energi. Med en bevaret afgift-rabat har de nu større chance for at komme i økonomisk ligevægt, udtaler direktør Nick Hækkerup fra Bryggeriforeningen.

Danske bryggerier, der brygger op til 3700 hektoliter om året, får 50% rabat på ølafgiften, der typisk er 1,50 kr. pr. liter øl. Herefter falder rabatten, jo større bryggeriet er.

Ifølge Bryggeriforeningen betyder det at et typisk lidt større mikrobryggeri dermed sparer omkring et par hundrede tusind kroner, hvilket oftest er forskellen på underskud og overskud.

Rabatordningen findes i en række EU-lande. Den er indført for at øge mikrobryggeriernes konkurrenceevne over for større bryggerier med lavere produktions- og distributionsomkostninger.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078