Amerikansk succes medvirker til endnu et stærkt marcipan-regnskab
Odense Marcipan, der foruden marcipanen også står bag frosne kager, marmelade og frugtfyld til kager – leverer igen overskud og fremgang på alle nøgletal i nyt regnskab.
Nettoomsætningen voksede fra 553 mio. kr. til 591 mio. kr., og det samme gjorde bundlinjen, der tog et mindre ryk fra 52 mio. kr. til 55 mio. kr.
Virksomheden ejes af Orkla Foods Ingrediens, og foruden marcipanproduktionen består selskabet desuden af Bæchs Conditori, som leverer kager og desserter på frost, og Igos, som producerer marmelader og frugtfyld samt den svenske kageproducent Frödinge.
- Det stærke resultat for 2023 er tilfredsstillende og er først og fremmest et udtryk for, at vi har 325 dygtige medarbejdere, der leverer en stor indsats. Vi har en stærk kultur, hvor vi ikke ’bare’ formår at bruge vores mange forskellige kompetencer til at løfte forretningen, men også hjælper hinanden på tværs af virksomheder og afdelinger, også når der er travlt. Og travlt har der i høj grad været, udtaler Niels S. Søgaard, CEO, Odense Marcipan, i en pressemeddelelse.
Amerikansk succes
I det netop afsluttede regnskabsår er det bl.a. lykkedes at øge salget til eksportmarkeder, hvor USA er kommet til som et nyt marked inden for frosne kager fra Bæchs Conditori.
De frosne kager sælges nu over hele USA, og efterspørgslen har bl.a. resulteret i en større investering i en udvidelse af Bæchs professionelle håndværksbageri i Hobro.
Desuden er salget af især marcipan, men også øvrige ingredienser til de store industribagerier vokset.
- Vi er kendt for produkter i høj kvalitet og stor agilitet i forhold til at skabe præcis de produkter, som kunderne ønsker sig. Det kan fx være marcipanprodukter, som er tilpasset specielle ønsker til bageegenskaber, eller kager, der har en helt særlig smag. Vores kvalitet, håndværksmæssige tilgang og unikke produkter er omdrejningspunktet for vækst og udvikling – både herhjemme og i udlandet, udtaler Niels Søgaard.
Odense Marcipan A/S har i de senere år investeret massivt i automatisering, nyt ERP-system, optimering af produktionskapaciteten og klimatiltag som fx varmepumper og el-ovne. Og senest en udvidelse af Bæchs Conditori. I 2023 investerede virksomheden godt 73 mio. kr. oplyser virksomheden.
Svingende råvarepriser
Odense Marcipan oplevede også i 2023 svingende råvarepriser. Især steg sukkerpriserne markant, mens det for øjeblikket er prisen på kakao-relaterede råvarer, som er på himmelflugt på grund af tørke i de lande, som er store eksportører.
- Vi kan ikke ændre på svingende råvarepriser, men vi kan og skal holde vores forretning skarp. Løbende investeringer og fokus på omkostningsniveauet er en forudsætning for at fastholde den nødvendige konkurrencekraft. Samtidig sikrer investeringer i moderne teknologi og produktionsapparat, at vi passer godt på vores medarbejdere, siger Niels Søgaard.
Odense Marcipan har positive forventninger til 2024 med et overskud i omegnen af 50 - 55 mio. kr. Dog er forventningerne forbundet med visse usikkerheder i forhold til råvarepriser.
Regnskabsår | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 591,2 | 553,5 |
Bruttoresultat | 150,2 | 143,5 |
Resultat af primær drift | 71,8 | 65,6 |
Årets resultat | 54,9 | 51,9 |
Balancestatus | 458,4 | 416,9 |
Egenkapital | 140,1 | 149,8 |
Kilde: CVR |