Efter 21 år: Sidste landmand forlader topposten i slagterikæmpe
Efter 21 år i bestyrelsen for Danish Crown slutter det snart helt for Asger Krogsgaard, der blev formand under en voldsom turbulens i slagterigigantens bagland sidste år.
Ifølge en pressemeddelelse fra Danish Crown genopstiller griseproducenten Krogsgaard ikke, når hans kreds i morgen vælger medlemmer til Danish Crowns repræsentantskab for de kommende to år. Det indebærer automatisk et farvel til bestyrelsen i Danish Crown.
- Det har været en utrolig spændende opgave at være helt tæt på maskinrummet i Danish Crown gennem så mange år, og særligt i det seneste år som formand, hvor jeg har været med til at skabe et nyt fundament for virksomheden. Vi har startet en transformation af virksomheden med nye vedtægter, ansættelse en ny topledelse og ikke mindst åbnet for, at Danish Crown kan få en ekstern formand. Derfor synes jeg, at det er godt tidspunkt at give stafetten videre, siger Asger Krogsgaard.
Det er flere måneder siden, at han annoncerede, at han ville stoppe som formand for bestyrelsen. Siden er der kommet en ny adm. direktør til i Niels Duedahl, og fredag blev der offentliggjort en særdeles tung kandidat til formandsposten i den tidligere Mærks-topchef Søren Skou.
Med en ny governance-struktur i Danish Crown ser Asger Krogsgaard ud til at blive den sidste landmand, der sidder på formandsposten i det andelsejede selskab.
Han driver sammen med sin kone Dorthe og to sønner en gård ved Ringkøbing. Den leverede i det seneste regnskabsår cirka 75.000 slagtegrise til Danish Crown.