Økologer tilfredse: Intet Svanemærke på fødevarer
Det Nordiske Miljømærkenævn har i dag endegyldigt valgt at droppe idéen om svanemærket på fødevarer.
Da det Nordiske Miljømærkenævn i 2010 præsenterede idéen om at svanemærke fødevarer og butikker, mødte forslaget straks undren og kritik fra bl.a. Økologisk Landsforening, Forbrugerrådet, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Erhverv og Dansk Industri. I dag kom forslaget så til afstemning - og faldt.
- Det kan miljøet, forbrugerne og de økologiske producenter kun være tilfredse med. I Danmark kendes Ø- mærket af 98% af forbrugerne og 84% har tillid til mærket. Yderligere miljømærkning på fødevarer vil have undergravet økologi, som har strengere krav til miljøforhold, siger Paul Holmbeck, direktør i Økologisk Landsforening – Danmarks forening af økologiske landmænd, virksomheder og forbrugere.
- Tre års dialog med nordiske kollegaer i grønne forbruger- og fødevareorganisationer mobiliserede mange kritiske høringssvar i de andre Nordiske lande, da forslaget kom i høring i år. Vi er taknemmelige for dette samarbejde – også med Det Danske Miljømærkenævn, siger han.
Kritik af forslaget
Forslaget blev især kritiseret for at skabe forbrugerforvirring og for at have meget svage miljøkrav til landbrugsproduktion. Økologisk Landsforening frygtede for unfair lysegrøn konkurrence med økologi, men også for Svanemærkets troværdighed, hvis brød, som foreslået, ville kunne få det kronende Svanemærke på baggrund af kun 15 procent økologiske råvarer.
- Svanemærket brød, hvor 85 procent af melet er produceret med brug af sprøjtegift, eller Svanen på butikker, hvor 97 procent af råvarerne er konventionelle, ville forbrugerne ikke have opfattet som troværdigt. Det ville have skadet Svanens troværdighed. Og det vil have været en vissengrøn konkurrent til det ellers stærke Ø-mærke og EU’s økologilogo, siger Paul Holmbeck.
Økologer vil bygge videre på økologi
Forrige år afviste det Europæiske Miljømærkenævn et forslag om EU-blomsten på fødevarer. Det blev anbefalet at bygge videre på de stærke økologikrav og -kontrol, fremfor at starte et sideløbende certificeringsprogram op. Det støtter Økologisk Landsforening, og Danmark har også foreslået kommissionen, at de fælles EU økologikrav videreudvikles på såvel forarbejdning som emballering af økologiske varer.