Orana hædres for grøn indsats
Orana, der producerer frugtbaserede smagskoncentrater til fødevareindustrien, bliver i dag hædret for virksomhedens arbejde med miljø- og energiledelse.
Festen bliver holdt i Odense Havns nye administrationsbygning, hvor virksomhederne vil modtage netværkets Miljødiplom som kvittering for, at de sætter sig mål om hele tiden at blive bedre til at tage vare på miljøet og klimaet. Virksomhederne arbejder seriøst med f.eks. at nedbringe deres energi- eller kemikalieforbrug eller bliver bedre til at håndtere og genanvende affald.
Miljøfokus er et fælles projekt
Nogle diplommodtagere har arbejdet med miljø- og energiledelse i mange år, andre har netop afleveret deres først Miljøredegørelse. Det gælder bl.a. Rynkeby-virksomheden Orana A/S.
- Det at lave miljøredegørelse gør, at vi holder fokus på miljø i dagligdagen, og at vi for inddraget både medarbejdere og ledelse, så det bliver et fælles projekt, siger områdechef i Orana A/S, Louise Larsen, som har været ansvarlig for udarbejdelsen.
Sekretariatsleder i MiljøForum Fyn og teamchef i Udvikling Fyn, Mogens Michael Møller, glæder sig over den store opbakning fra de fynske virksomheder:
- Vi glæder os over, at så mange virksomheder vil være med i MiljøForum Fyn og dermed også tage ansvar. Det er dog vigtigt at understrege, at de ikke gør det for vores eller myndighedernes skyld, men fordi det styrker deres konkurrenceevne. Mange virksomheder oplever i dag, at deres kunder stiller krav om at de kan dokumentere deres miljøindsats, at der er styr på både udledninger og internt miljø. Og diplomet er netop bevis på, at de har en systematisk og professionel miljøstyring. Samtidig kan de fleste virksomheder spare penge og ressourcer ved at indtænke miljøhensyn i hele deres værdikæde, udtaler Mogens Michael Møller.
Diplomoverrækkelsen foregår kl. 15.30 -19 på Odense Havn, Noatunvej 2, 5000 Odense.
MiljøForum Fyn er erhvervets miljø- og CSR-netværk, som arbejder for at styrke konkurrenceevnen i de fynske virksomheder gennem deres miljø- og CSR-indsats. Netværket har 120 medlemmer inden for byggeri-, industri- og serviceerhvervet, som alle forpligter sig på hvert andet år at dokumentere deres egne miljøforhold i en miljøredegørelse og arbejde for at forbedre resultaterne. Virksomhederne modtager diplom og flag som kvittering for deres redegørelse. MiljøForum Fyn er i øvrigt partner i Udvikling Fyn.