23948sdkhjf

Horesta og 3F enige om ny overenskomst

De to organisationer er blevet enige om en ny treårig overenskomst for 60.000 medarbejdere i hotel- og turisterhvervet.
Overenskomsten vedhører hovedsageligt kokke, tjenere, stuepiger og receptionister, og den har en lønramme, som lægger sig tæt op af den overenskomst, der blev indgået i industrien i sidste uge. Det skriver Horesta på sin hjemmeside.

- Der er tale om en ny og moderniseret overenskomst, som indeholder væsentlige forenklinger og administrative lettelser i forhold til den gamle. Det betyder, at den er blevet langt mere tidssvarende og enkel at håndtere for både virksomheder og deres ansatte, siger Katia K. Østergaard, der er administrerende direktør i Horesta.

Overenskomsten indebærer blandt andet, at mindstebetalingen på 108,70 kroner stiger 1. marts 2014 med 1,50 krone, 1. marts 2015 med 1,65 kroner og 1. marts 2016 med 1,80 kroner. Derudover indføres en sundhedsordning gennem PensionDanmark, som giver de ansatte gratis adgang til behandlinger hos fx en kiropraktor eller massør og hurtigere diagnose i tilfælde af sygdom.

Endvidere har eleverne været et af de helt store temaer i overenskomstforhandlingerne. Der kan vælges elevrepræsentanter, som sidder med i SU og er medbestemmende om vagtplanlægningen på arbejdspladsen. Dermed sikres eleverne mere indflydelse på egen arbejdssituation.

Begge parter udtrykker tilfredshed med resultatet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089