Hartmann levede op til egne forventinger
Strategien ”Competitive edge - driving growth” begynder at give resultater meddeler Hartmann.
I Europa var udviklingen stabil med en omsætning på 1,287 mia. kr. mod 1,277 mia. kr. i 2012, og i Nordamerika fortsatte væksten med en omsætning på 292 mio. kr. mod 267 mio. kr. året før.
- Strategien skabte resultater i 2013, hvor den stabile udvikling fortsatte, og driftsresultatet steg markant. Den europæiske forretning udviklede sig positivt som følge af en målrettet indsats for at skærpe produktudbuddet til kunderne og effektivisere produktionsnetværket. I Nordamerika fortsatte væksten, og vi ser frem til at udnytte den kapacitetsudvidelse, vi iværksatte i årets løb, siger administrerende direktør Ulrik Kolding Hartvig.
- Resultaterne i 2013 er et solidt udgangspunkt for fortsat positiv udvikling i 2014. Vi forventer at løfte omsætningen til 1,6-1,7 mia. kr. og opnå en overskudsgrad på 9,0-10,5 procent gennem fortsat fokus på at skærpe udbuddet til kunderne, effektivisere produktionen og øge kapaciteten, hvor det måtte være relevant, fortsætter han.