Danmark har Europas næstbedste kok
Dansk gastronomi fejrede torsdag nye triumfer på den internationale scene, da Kenneth Hansen vandt sølv ved Bocuse d’or Europe.
Horestas fødevarechef, Tine Skriver, fulgte finalen, og hun kunne glæde sig over triumfen sammen med den danske delegation.
- Svenskerne var storfavoritter og i dén grad på hjemmebane. Derfor var det imponerende, at Kenneth vandt sølv. Alle ventede, at svenskerne ville tage guldet. Men Kenneth leverede en imponerende præstation, der også havde været en førsteplads værdig, siger Tine Skriver fra Stockholm.
Hun var meget imponeret over, hvordan Kenneth Hansen og hans assistent, Kasper Christensen, udviste overskud og ro gennem hele konkurrencen.
- Alt ned til mindste detalje var gennemtænkt, og der var fuldstændig styr på det. Samtidig formåede de at give et meget sympatisk indtryk undervejs, siger Tine Skriver.
Kenneth Hansen, som til daglig er køkkenchef på Svinkløv Badehotel, har forberedt sig det meste af 2014 på at deltage ved Bocuse d’Or Europe, hvor han imponerede med en forret af lyssej, østers, blåmuslinger, danske kartofler, danske hvide asparges og stenbiderrogn samt en hovedret med svensk unggris med grisetæer og svineblod, løgpure, hvide asparges og peberrodssauce. Kenneth Hansens unggris udmærkede sig ved at være den eneste, der blev serveret på skank.
Med andenpladsen kvalificerer Kenneth Hansen sig sammen med de 11 andre i Top 12 til den store Bocuse d’Or-finale i januar 2015, hvor verdens bedste kok skal findes.
Kokke-EM har været afholdt tre gange før, og Danmark har fået medaljer ved alle tre mesterskaber. I 2008 vandt Jasper Kure sølv, i 2010 vandt Rasmus Kofoed guld, og i 2012 vandt Jeppe Foldager bronze.