23948sdkhjf

Fra stor industri til hipt mejeri

Det er især rygraden fra større produktioner, som gjorde Steen Jespersen interessant for gourmetmejeriet Øllingegaard, som er mest kendt på Sjælland, men som vil ud i landets hjørner.
Øllingegaard er det nærmeste, man kommer et hipstermærke i supermarkedets køledisk. Det er især kræsne og økobevidste københavnere og nordsjællændere, som holder af det lille sjællandske mejeri, som egentlig ikke er særlig gammelt.

Men selv om den økologiske mælk fra de sjællandske gårde i årenes løb blev stadig mere elsket blandt forbrugerne, så fulgte forretningen ikke med. Og ikke engang mejeriet. Man tjente ikke penge og man kunne dårligt holde køletemperaturen under fem grader.

Derfor hentede man for få år siden Steen Jespersen, der havde et helt arbejdsliv fra Carlsberg og Stryhns i bagagen. Der er langt fra Valby Bakke og til bondegården uden for Gørløse, hvor Øllingegaard Mejeri skjuler sig i noget, der ligner endnu en staldbygning langs landevejen. Men Steen Jespersen er faldet glimrende til i de pastorale omgivelser. Og selv om han er regnedreng og forretningsmand, så elsker han at være i den fødevarebranche, hvor han været i det meste af sit arbejdsliv.

- Fødevarebranchen er en emotionel branche, som er fuld af følelser og kultur, siger han på mildt syngende fynsk.

Lokket til hovedstaden af øl
Og det var netop med firetoget fra Fyn, at han med sin handelseksamen i 1981 rullede ind i hovedstaden og startede som i et elevprogram hos Carlsberg-koncernen. Det var fagligheden, der var i fokus, men han var ikke i tvivl om, at ølbryggeriet var noget for en tørstig ung sjæl.

- Så kan du jo godt regne ud, at for en 19 årig ung mand var det fuldstændig som at komme i paradis, skælmer han muntert.

Han startede en intern Carlsberg-karriere hos Tuborg i Hellerup, som havde en slipsefri og humørfyldt arbejdskultur. Eller en ”sangvinsk” kultur, som han selv kalder det på mildt fynsk. Øl skal sælges med et smil, og det smil tager Steen Jespersen gerne med sig i dag. Helt anderledes var stemningen bag den tunge elefantport hos Carlsberg i Valby, når han kom forbi.

- Der var det som at træde ind i et gammelt ministerium, og vi syntes, de havde en forfærdelig selvhøjtidelig kultur.

Altid marked for kvalitet
Så Steen Jespersen var ikke i tvivl om, hvad han holdt mest af. Han har det bedst med at være direktøren uden slips, og sådan er fødevarebranchen også langt hen ad vejen. Helt nede på jorden, hvor køerne græsser og hvor selv græsset er altafgørende for, hvordan mælken kommer til at smage.

Steen Jespersen holder af at fortælle, at når Øllingegaard henter mælken på en af de sjællandske gårde, bliver det prøvesmagt af tankbilens chauffør som mundskænk. Engang havde køerne på en gård spise askenedfald efter en ildebrand. Det kunne smages på mælken, og mælken er sårbar og utrolig påvirkelig. Derfor er der også kun naturligt nedfald i de rustfrie ståltanke inde i mejeriet. Kvalitet skal ikke spules til ugenkendelighed, og derfor mener Steen Jespersen selv, at Øllingegaard serverer det mest kælne og velsmagende mælk, som findes på markedet. Og det huer ham

- Der er altid et marked for kvalitet. Altid! Og det er spændende at være med til at lave så fantastiske produkter. Jeg har ikke før oplevet, at man kælede så meget for råvarerne, og det er sjovt at være ude hos nogle kokke, som lige skal kalde på de andre kokke og siger ”prøv lige at smage det her!”

Carlsberg-ånden er væk
Sådan var det ikke helt på Carlsberg. Han vil ikke sige noget dårligt om sin tidligere arbejdsplads. Han understreger, at Carlsberg har været nødt til at blive kosteffektiv med standardproduktet og at de gør det fremragende sådan. Men alligevel.

- De er gået fra at lave den høje kvalitet, som de er kommet af og til at producere noget, som er meget billigt. J.C. Jacobsen var fanatisk, når det kom til kvalitet, som man kunne se i tv-dramaserien, og det gjorde dem store. Men J.C's ånd er bare ikke længere til stede.

Hos Øllingegaard er det i stedet høj kvalitet og forretning, der skal gå i hånd. Steen Jespersen kom til et ambitiøst mejeri, som ikke kunne bære vægten af egen succes, og det synes han, der er rettet op på. Leveringssikkerheden er sikret. Salgsapparatet er strammet op. Og køletemperaturen er nu som den skal være, og Steen Jespersen er stolt.

- Jeg har altid følt, at det var meget privilegeret, at jeg kunne sælge noget, som jeg virkelig står inde for og som gør folk glade. Det er vigtigt, når man sælger noget, at man hjertet med i det.

Mejeriet lignede hidtil et filantropisk finansieret gourmetværksted. Nu skal man ud og tjene penge. Den daglige kvalitetsmælk skal fortsat ud til nærområdet, og specialprodukter som koldskål, yoghurt og kakaomælk er kommet ud i alle landets hjørner. Kvaliteten afhænger af, at man ikke udvander den ved at få volumensyge og gøre det til storindustri. Men Øllingegaard er langt fra kommet dertil.

- Der er stadig godt med plads til at vokse. Både i forhold til detailhandel og i forhold til food service. Stadig flere kantiner vil gerne have den ypperligste økologiske kvalitet.

En sportsmand i forretning
Der er sikkert familiemæssige grunde til, at Steen Jespersen blev et handelsmenneske og ikke skolelærer. Hans ældre slægtninge var typisk driftige mennesker i Odenses lokale erhvervsliv. Som knægt blev han arbejdsdreng hos en rar købmandsfamilie i barndomskvarteret, fordi købmandsforretningen interesserede ham. Og ved at sortere flasker i baglokalet sparede han op til at se OB's kampe på udebane.

Han så alle kampe i 1977 – ude og hjemme – da Richard Møller Nielsen gjorde OB til Danmarksmester med et ”fantastisk godt hold”, som han siger med glædesminder. Steen Jespersen er selv en sportsmand, når det kommer til forretning. Selv om han er omgængelig og sangvink, så trives han i et benhårdt og resultatorienteret spil, hvor afregningen er kontant som et straffespark.

- Der er en direkte sammenhæng mellem indsats og resultater, og det kan jeg lide. At have indflydelse og lave resultater. Det er altid meget målbart, om man lykkes: Tjener du penge eller tjener du ikke penge? Kan kunderne lide dig eller kan de ikke?

Sej omgang at sælge Stryhns
Det har sommetider trukket tænder og gjort flere hår grå. Da Stryhns-familien ville sælge slægtens leverpostejsfabrik, var det Steen Jespersen, der stod for salget. Det var en benhård mission, hvor ingen medarbejdere måtte vide noget, og månedsrapporterne skulle være så gode som muligt for at højne salgsværdien.

Efter at køberne havde krydsforhørt ham intensivt i seks timer, før det endte med et salg, var Steen Jespersen godt mør. Direktøren fulgte ikke med, da virksomheden var solgt i april 2008, så kørte han hjem med en god fratrædelsesordning, trak stikket og sagde nej til headhuntere, som tilbød ham spændende stillinger.

- Jeg var virkelig træt på det tidspunkt og havde brug for at trække vejret.

Tager tingene som de kommer
Arbejdslivet blev genoptaget hos Løgismose på Fyn. Steen Jespersen havde lange pendlerture fra hjemmet i Virum, og da Øllingegaard var leverandør for Løgismose, opstod idéen om, at han med fordel for alle kunne omplaceres til det nordsjællandske mejeri.

Tilfældigheder har således bragt ham omkring. Ikke nogen karriereplan. Det daglige arbejde skal bare klares lige så godt som mælken skal fremstilles: Så godt som muligt.

- Jeg har aldrig lagt planer for min karriere. Min ambition har kun været at gøre det som godt som muligt og så motivation ud af de resultater, jeg skaber.

Artiklen er en del af temaet Portræt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078