Kræsne forbrugere fører til madspild
30 procent af alt det frugt og grønt, som produceres i Danmark, ender som affald, viser ny opgørelse.
Det høje tabstal er blevet udregnet af AgroTech, som har regnet videre på en rapport fra Københavns Universitets Fødevareøkonomiske Institut (IFRO), og både forskere og detailhandel forklarer det med forbrugernes krav.
- Strenge kvalitetskrav til frugt og grønt er en stor faktor, når man ser på madspild. Hvis produkterne ikke lever op til kravene, bliver de kasseret. Og så er der selvfølgelig risikoen for sygdomme i grøntsagerne. Det gælder især rodfrugter, der ligger på lager hen over vinteren, siger rådgivningsvirksomheden AgroTechs specialist i Research & Development, Brian Christensen.
AgroTech vurderer også, at der hvert år mistes omkring 10 milliarder kroner på grund af madspild, og det er forbrugerne selv, der er de største syndere. To tredjedele af spildet ender i forbrugernes skraldespande.
Marianne Gregersen, som er forbrugerøkonom i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer, foreslår, at frugt og grønt sælges efter vægt og ikke efter stykpris, men sådan et tiltag har kunderne tidligere taget dårligt imod, fortæller Dansk Supermarked til ing.dk.