Stor succes laver underskud for ny procesleverandør
Bilwinco-aflæggeren Stainless Industries i Hjørring har fået ekstra travlt, og det påvirker regnskabet negativt.
Stainless Industries, som især producerer rustfrit stål til fødevareindustriens procesudstyr og især til Bilwinco i Skanderborg, som virksomheden udspringer fra.
- Det er slet ikke gået som forventet. Vi har på ingen måder fulgt vores budgetter, siger en meget tilfreds Claus Mohr Pedersen, administrerende direktør.
Således gik man ud af 2013-året med otte medarbejdere. Få måneder senere er tallet vokset til 30.
- Det gik bare langt stærkere, end vi troede, og det udstyr, som vi troede, vi skulle købe hen ad vejen, har vi måtte købe på én gang.
Varmt gensyn med Hjørring
Claus Mohr Pedersen tror selv, at succesen drejer sig om hans egen tilstedeværelse. I 2001 solgte han sine gamle virksomhed CP Food Machinery i Hjørring til Carnitech, og det salg sendte ham senere til Skanderborg, hvor han gik ind i Bilwinco, hvor han stadig er direktør.
Stainless Industries skulle først og fremmest levere til Bilwincos procesløsninger, men det har vist sig, at især lokalinteressen fra eksterne kunder i Nordjylland har overgået alle forventninger til omsætningen. Gamle forbindelser i landsdelen er vendt tilbage til Claus Mohr Pedersen.
Men når første år ender med et stensikkert underskud, så begynder forventningerne at blive store. Måned for måned er man allerede i gang med at tjene penge.
- For seks måneder siden var der ingen fabrik og ingen ansatte. Alting er lavet fra bunden, og vi har indkøbt udstyr og ansat personale. Det er noget, vi har brugt det første halve år og en masse penge på, siger Claus Mohr Pedersen.