Catering Engros A/S får anerkendelse fra elever
Erhvervskolen Rybners har netop tildelt Catering Engros A/S i Skovlunde titlen som årets læreplads. Det er tre af virksomhedens egne elever, der har indstillet Catering Engros til prisen.
I sin indstilling har Winnie Plauborg Hansen, den ene af de tre elever, skrevet:
– Man bliver en del af et team, som arbejder tæt sammen både fagligt og socialt. Opgaverne er fyldestgørende - på denne måde er det muligt at koble teori fra skolen sammen med faktiske opgaver.
Hos Catering Engros, der beskæftiger 900 medarbejdere på landsplan, er man stolt over, at eleverne har tænkt den tanke, at indstille virksomheden til årets læreplads. Det fortæller afdelingschef Dorte Ulsø Jensen.
Catering Engros koncernen er en af Danmarks største udkørende foodservicegrossister med over 90 lastbiler, 6 lagerterminaler i Danmark og på Grønland samt 2 Cash & Carry butikker. Catering Engros koncernen har en årlig omsætning på 1,8 mia. kr.