23948sdkhjf

Arla åbner laktoseanlæg til 900 millioner kroner

Nyt laktoseanlæg giver helt nye eksportmuligheder for Arla, der nu kan lave lønsomme laktose-ingredienser til fødevareproducenter i hele verden.
En af Arlas største enkeltinvesteringer nogensinde blev indviet i dag. Det splinternye laktoseanlæg ved Danmark Protein i Nr. Vium ved Videbæk har kostet knap 900 millioner kroner, og efter halvandet års byggeri blev det i dag officielt indviet med deltagelse af bl.a. handelsminister Mogens Jensen, borgmester Iver Enevoldsen samt Arlas topledelse.

Med det nye anlæg får Arla mulighed for maksimalt at udnytte mælkesukkeret laktose, der er en komponent fra mælken, der er til overs fra osteproduktion. Hidtil er Arlas laktose primært blevet solgt som svinefoder, men fremover kan det bearbejdes til lønsomme ingredienser, der indgår i den globale fødevareindustri.

- Det bliver et af de mest lønsomme mejeri-anlæg i hele Arla og giver os helt nye eksport-muligheder, som vi ikke havde før. Efterspørgslen efter højkvalitets-laktose til børneernæring er øget de senere år, og vi forventer, at efterspørgslen vil fortsætte med at stige. Vi har allerede strategiske aftaler på plads med nogle af de største globale og regionale børneernæringsproducenter, og kan nu levere laktose-ingredienser af højeste kvalitet, siger adm. direktør i Arla, Peder Tuborgh.

Mulighed for ny udvidelse
Det nye laktoseanlæg er opført i umiddelbar tilknytning til Arlas ostemejeri i Nr. Vium og Arla Foods Ingredients’ valleforarbejdningsanlæg, Danmark Protein. Med det nye anlæg kan Danmark Protein hvert år producere ca. 80.000 tons laktose baseret på valle fra Arlas osteproduktion i Danmark og Sverige.

Det er en del af Arlas koncernstrategi 2017 at udvikle og skabe yderligere indtjening fra datterselskabet Arla Foods Ingredients, som i forvejen er en meget lønsom del af Arla koncernen.

- Målet i Arla er at få mest mulig værdi ud af den mælk, som vores landmænd leverer. Laktose er et eksempel på, hvordan vi kan skabe produkter i den mere attraktive del af produktkæden og dermed skabe en bedre indtjening, fordi vi udnytter alle mælkens komponenter, siger Peder Tuborgh.

Arlas nye laktoseanlæg har skabt 25 nye jobs, som alle er besat. Kapaciteten kan med tiden udvides til en årlig produktion på ca. 100.000 tons.

Fakta om laktose:
- laktose er mælkesukker
- fremstilles industrielt af valle gennem inddampning og krystallisering
- bruges som en ingrediens i fødevarer, for eksempel børneernæring, chokolade, slik og bagværk
- fra 100 kg rå mælk kan der udvindes cirka 3,5 kg laktose
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.13