23948sdkhjf

Fremtidens forbrugere køber 80 procent økologisk

Trendsættende forbrugere – de såkaldte firstmovere - køber cirka 80 procent økologisk. Det viser et nyt fremtidsstudie, som er lavet af Firstmove.
Økologi udgør ca. 80 procent af det samlede fødevareforbrug blandt trendsættende danskere i dag. Det viser et nyt fremtidsstudie lavet af strategi- og udviklingsbureauet Firstmove for Økologisk Landsforening.

Firstmoverne er dem, der erfaringsmæssigt handler først på nye værdier og trends, der er på vej i den brede befolkning. Firstmoverne er med andre ord et billede på fremtidens forbrugere. Og ifølge den nye rapport vil fremtidens forbrugere have endnu mere økologi og flere øko-varer at vælge imellem.

Økologi er kommet for at blive
- Salget af øko-varer er steget mange år i træk, og det meget høje økologiforbrug hos firstmoverne er endnu en indikator på, at udviklingen vil fortsætte fremover. Rapporten giver os et godt indblik i, hvordan økologien skal udvikle sig for at leve op ønskerne fra fremtidens forbrugere, siger markedskonsulent i Økologisk Landsforening, Helle Bossen.

Ifølge studiet, forbinder firstmoverne blandt andet økologi med sundhed, naturlighed, stærk kontrol og at tage hensyn til natur og dyr. Deres øko-andel i forbruget af basisvarer som grønt, mælk, æg, smør og kaffe ligger helt oppe på næsten 100 procent. Også hos de studerende.

- Kvalitet og naturlighed er nogle af de værdier, der præger firstmovernes valg af fødevarer. Og de lægger vægt på ærlighed, ordentlighed og omhu, og vil vide hvor maden kommer fra. Det matcher godt med økologien, siger Kirsten Poulsen, indehaver af bureauet Firstmove.

Ønsker mere mangfoldigt øko-udvalg
Ifølge rapporten, efterspørger firstmoverne et mere mangfoldigt udvalg af økologiske varer på næsten alle områder. De betaler gerne en højere pris for økologiske varer. Men smag, nydelse, sanselighed, sæson og innovation skal i højere grad kombineres med økologi for at appellere til fremtidens forbrugere.

- Det understreger således behovet for at udnytte økologernes gode evner til at udvikle nye, spændende produkter, siger Helle Bossen og peger på, at Fødevarerådgivningen i Økologisk Landsforening har mulighed for at støtte de økologiske producenter med produktudvikling og afsætning.

Indsigt i fremtidig efterspørgsel og adfærd
Det kvalitative fremtidsstudie er lavet af strategi- og udviklingsbureauet Firstmove, som gennem indsigt i firstmovernes adfærd og behov i dag giver viden om tendenser, som endnu ikke er slået igennem markedet, men som vil blive efterspurgt i fremtiden. Firstmoverne vurderes at udgøre tre procent af markedet.

Rapporten er lavet for Fødevarerådgivningen i Økologisk Landsforening med støtte fra Erhvervs- og Vækstministeriet, som har afsat 15 millioner kroner i 2014-2016 til at Økologisk Fødevarerådgivning kan understøtte økologiske virksomheder i deres produktudvikling og afsætning.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073