Ulovlige slankepiller i omløb
Lægemiddelstyrelsen har et alvorligt kig på firmaer, der sælger farlige og ulovlige slankepiller fra udlandet til det danske marked. Styrelsen advarer kraftigt mod stoffet efedrin.
På baggrund af stikprøvekontroller i tolden kan Lægemiddelstyrelsen konstatere, at 4 pct. af de 789 medicinske produkter, der blev tilbageholdt i tolden i marts og april, er slankepiller. Fra december måned sidste år til marts måned i år gjaldt det under 2 pct.
I januar døde en yngre mand fra Jylland af en blodprop i hjertet efter at have spist slankepiller, og Lægemiddelstyrelsen har flere gange advaret kraftigt mod pillerne. Det er bl.a. stoffet efedrin, der normalt kun fås på recept, der er farligt.
- Vi kan ikke gøre meget andet end at advare, idet vi ikke har hjemmel til at gribe ind over for firmaer, der sælger pillerne fra udlandet, siger sektionsleder Kim Helleberg Madsen fra Lægemiddelstyrelsen.
Kilde: Jyllandsposten